Gonorré. Antallet af registrerede gonorrétilfælde viser tre toppunkter i 1900-t. To stigninger falder sammen med verdenskrigene, mens stigningen sidst i 1960'erne falder sammen med den seksuelle frigørelse, indførelsen af p-piller og mindsket brug af kondom. Det efterfølgende fald tilskrives dels intensiveret bekæmpelse, dels mindsket risikoadfærd gennem 1980'erne som led i forebyggelsen af aids.

.

Gonorré, kønssygdom fremkaldt af en bakterie, gonokokken Neisseria gonorrhoea. Sygdommen smitter ved samleje og fremkalder betændelse i urinrøret og kønsorganernes slimhinder. Tre til syv dage, undertiden længere, efter smitten fremkommer hos mænd gulligt udflåd fra urinrøret (dryppert) og svie ved vandladningen. Kvinder får ligeledes svie ved vandladningen og desuden øget udflåd fra skeden. Symptomerne er ofte sparsomme eller kan mangle, især hos kvinder. Smitte kan også ske gennem munden, således at der optræder gonorré i svælget, ligesom der efter analt samleje kan forekomme gonorré i endetarmen. Ubehandlet kan urinrørsinfektionen hos mænd brede sig og fremkalde bitestikelbetændelse; hos kvinder kan æggelederne blive inficerede, hvilket kan medføre sterilitet. Ledbetændelse er en sjælden komplikation. Nyfødte kan smittes under fødslen og udvikle øjenbetændelse. I Danmark var drypning af nyfødte børns øjne med en svag opløsning af lapis påbudt indtil 1985 (se Credé).

Faktaboks

Etymologi
Ordet gonorré kommer af græsk gonorrhoia, afledn. af gonos 'sæd' og rhein 'flyde'.

Diagnosen gonorré stilles ved bakteriedyrkning (podning) fra sekret i urinrørsmundingen, endetarmen og svælget samt hos kvinder desuden fra livmoderhalsen. Stadig flere gonokokstammer viser nedsat følsomhed for penicillin, hvorfor andre antibiotika anvendes i behandlingen. Opsporing af smittekilden og smittede partnere er væsentlig for at bryde smittekæden.

Antallet af registrerede gonorrétilfælde i Danmark viste et markant fald 1985-95, formentlig som følge af en mindsket risikoadfærd som led i forebyggelse af aids. Imidlertid er tallet i begyndelsen af 2000-t. igen stigende blandt unge. Se også kønssygdomme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig