Et hybridom er en udødeliggjort celle, der kan dyrkes i cellekultur og laver ét enkelt antistof. Formålet er at kunne producere store mængder af et ønsket antistof.

Faktaboks

Etymologi

Ordet hybridom kommer af hybrid 'krydsning' og -om.

Hybridomer dannes kunstigt ved sammensmeltning (fusion) af en normal, antistofproducerende celle med en ønsket antigen-specificitet og en malign plasmacelle med evne til at dele sig uendeligt i cellekultur. Herigennem udødeliggøres den antistofproducerende celle, således, at der igennem dyrkning af hybridomet i celle-/vævskultur kan produceres det ønskede antistof i principielt ubegrænsede mængder.

Resultatet er altså en hybrid cellelinje, der producerer et såkaldt 'monoklonalt antistof', dvs. et antistof, der udspringer af en enkelt antistofproducerende klon (én eller flere identiske celler). Dette har været af helt afgørende betydning for at lave antistoffer til brug indenfor forskning, diagnostik og medicinsk behandling. I nyere tid er teknologien til dels blevet erstattet af rekombinant genteknologi.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig