Når antistof binder sig til antigen, dannes immunkomplekser. Det er af stor betydning, hvor i kroppen immunkomplekserne dannes; mest hensigtsmæssigt er det, hvis dannelsen finder sted umiddelbart efter antigenets indtrængen, fx i slimhinderne, og ikke dybere i kroppen.
Immunkompleksernes størrelse er afgørende for, om de er opløselige eller udfældes; større immunkomplekser fælder lettere ud end små. Immunkompleksernes opløselighed bestemmes også af, om der til komplekserne bliver bundet stoffer fra komplementsystemet, der som en af sine vigtigste opgaver har at bidrage til fjernelsen af immunkomplekser. Efter binding af komplement bliver komplekserne mere opløselige, så de med lymfen og blodet kan transporteres til fagocyterende celler, især i lymfeknuder, milt og lever, hvor de optages og nedbrydes.
Ved overbelastning med antigen eller ved defekter i immunsystemet kan immunkomplekser overleve længe, cirkulere i blodet og aflejres i vævene, hvor de kan fremkalde sygdomssymptomer. Et karakteristisk akut sygdomsbillede er serumsygdom, der kan ses efter indsprøjtning af artsfremmed serum; efter ca. en uge er antistofdannelsen i gang, og der dannes immunkomplekser i blodet, som bevirker feber, hududslæt og nyrepåvirkning. Ved mange langvarige betændelsestilstande er immunkomplekser medvirkende, fx ved kronisk leddegigt og nyrebetændelse.
Immunkomplekser kan påvises i væv som aflejringer af antigen, antistof og komplement. I blodprøver og under laboratorieforsøg kan anvendes udfældning, komplementbinding og talrige andre metoder afhængigt af formålet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.