Vaccination er indgivelse af en vaccine, der indeholder mikroorganismer, dele eller produkter heraf (antigener), eller nukleinsyrer (mRNA eller DNA) kodende for antigener mhp. opnåelse af immunologisk beskyttelse mod en bestemt infektionssygdom. Den første egentlige vaccine fra 1798 indeholdt kokoppevirus. Der er dog langt ældre beretninger om vaccinationslignende eksperimenter. Vaccination er blandt de vigtigste midler til at forebygge alvorlige sygdomsforløb og død.
Der skelnes mellem aktiv og passiv immunisering. Ved aktiv immunisering skabes et specifikt immunforsvar, uden at man skal igennem et alvorligt sygdomsforløb. Næste gang man udsættes for den pågældende mikroorganisme, inaktiveres den af det specifikke immunforsvar, før man når at blive syg, idet immunsystemets evne til at genkende og til at huske antigener udnyttes. En vaccine skal indeholde netop de antigener, der er tilstrækkelige for at skabe den specifikke immunitet. Varighed af aktiv immunisering kan spænde fra nogle måneder til livslang immunitet.
Passiv immunisering kan fx bestå i injektion af gammaglobulin, der indeholder antistoffer udvundet fra blodet af personer, der har haft den pågældende sygdom, fx leverbetændelse (hepatitis A). Virkningen af passiv immunisering forsvinder i løbet af få måneder.
WHO har i 1997 indført betegnelsen allergivaccine for allergenholdige produkter, der anvendes ved behandling af allergi i form af hyposensibilisering. Tilsvarende er der i dag udviklet vacciner rettet mod cancer-antigener. Nogle af disse er godkendt til klinisk brug.
Vaccination i dag er således ikke kun rettet imod beskyttelse imod infektionssygdomme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.