Bornholmsk syge, myalgia epidemica, smitsomt udbrud af muskelsmerter, som skyldes infektion med coxsackievirus type B. Dette er et lille RNA-virus tilhørende slægten enterovirus. Sygdommen blev først beskrevet ved en epidemi på Bornholm (1930).

Sygdommen viser sig ved feber med ømhed af musklerne på kroppen, især omkring brystkassen, og optræder ikke helt sjældent som småepidemier i sensommeren. I enkelte tilfælde kan den tillige ytre sig ved lungehindebetændelse og hjertemuskel- og hjertesækbetændelse. Forløbet er som regel kort og godartet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig