Tropesygdomme, sygdomme, især infektioner, der har oprindelse i tropiske eller subtropiske lande. Årsagen kan være, at infektionen stammer fra særlige dyr, fx aber (se zoonoser), eller fx overføres med myg eller snegle, der kun findes i disse områder. Langt hyppigere er årsagen imidlertid knyttet til de ringe sociale og hygiejniske forhold, der eksisterer i ulande (se ulandsmedicin). Mangel på rent vand, rene fødevarer, sundhedsresurser og adgang til vaccinationer bidrager til, at mange infektionssygdomme, der tidligere også kunne ses i Danmark, nu fortrinsvis forekommer i tropiske lande. Også nogle ikke-infektiøse sygdomme ses særlig i troperne.

Visse arvelige sygdomme, fx hæmoglobinsygdomme, findes udbredt i afrikanske og asiatiske befolkninger. Udviklingshæmning og forstørrelse af skjoldbruskkirtlen (struma) pga. jodmangel forekommer fx i Himalaya og andre bjergegne. Andre mangelsygdomme pga. fejlernæring, fx mangel på protein og vitaminer, er nøje knyttet til fattigdommen i de tropiske lande.

Tropiske infektionssygdomme

Tropiske infektionssygdomme er ofte betinget af kontakt med visse dyr eller deres ekskrementer, fx hundegalskab, Lassafeber og Weils sygdom. Mange af de mest hyppige og alvorlige sygdomme overføres fra andre mennesker eller dyr med insekter, oftest myg eller stikfluer, fx malaria, leishmaniasis, sovesyge, gul feber, denguefeber og japansk hjernebetændelse. Også visse ormesygdomme, fx filariasis, erhverves ved myggestik. Bid af lus og lopper kan overføre pest, plettyfus og tilbagefaldsfeber. En særlig bille smitter med Chagas' sygdom i Sydamerika. Flåter, der i Danmark er kendt for smitte med borreliose, kan i troperne overføre visse former for plettyfus, tilbagefaldsfeber og hjernebetændelse. En særlig smittevej forekommer ved bilharziose, hvor ormen først bliver smitsom gennem et udviklingsstadium i ferskvandssnegle.

Mange andre infektioner smitter gennem indtagelse af parasitter, bakterier eller virus med afføringsforurenet mad eller drikke. Dette gælder især tarminfektioner, fx giardiasis, kolera, tyfus og dysenteri, samt infektion med orme, fx hageorm, bændelorm, spolorm, piskeorm og ekinokokker. Også polio og leverbetændelse smitter på denne måde.

Direkte fysisk kontakt er nødvendig for smitte med spedalskhed, visse typer leverbetændelse, kønssygdomme og især hiv-infektion. Smitte gennem host og nys ses ved tuberkulose, meningitis og difteri, der udgør store problemer i mange tropiske ulande.

Risiko for rejsende

De fleste af disse sygdomme udgør ingen reel risiko for rejsende. Den hyppigst forekommende turistsygdom er diarré, der oftest skyldes infektion med colibakterier, giardiasis eller Salmonella.

Vaccination mod smitsom leverbetændelse og tyfus bør ofte anbefales. I visse områder af Afrika og Latinamerika er vaccination mod gul feber obligatorisk, og ligeledes anbefales vaccination mod japansk hjernebetændelse forud for længere tids ophold i SØ-Asien. Beskyttelse mod malaria er vigtig, dels beskyttelse mod myggestik, dels forebyggende behandling med lægemidler.

Solforbrænding og ulykker, evt. pga. alkoholindtagelse, er hos et flertal af rejsende et større problem end infektioner. Bid af giftslanger, edderkopper og skorpioner forekommer meget sjældent.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig