Tarmslyng, ileus, ophævet passage gennem tarmkanalen. Tarmslyng adskiller sig således fra forstoppelse ved, at også luftpassagen er hindret. Tarmslyng kan forekomme i både tyndtarm og tyktarm og kan være forårsaget af mekanisk stop (mekanisk ileus) eller kan skyldes lammelse af tarmen (paralytisk ileus), fx fremkaldt af bughindebetændelse eller blødning i bughulen.
Når passagen standses, sker der hurtigt en række ændringer med ophobning af væske og luft i tarmen, stigning af bakterietallet, nedsættelse af blodgennemstrømningen og væskedannelse i tarmen. Særlig farlig er tilstanden, hvis blodforsyningen til et tarmafsnit afklemmes helt (strangulationsileus), fx af en streng eller ved drejning af tarmen omkring tarmkrøset (volvulus). Ved alle typer tarmslyng fremkommer der efterhånden dehydrering og kredsløbschok.
Mekanisk tarmslyng kan skyldes medfødte misdannelser (se børnekirurgi og medfødte sygdomme (mave-tarm-kanalen)), men skyldes i tyndtarmen oftest sammenvoksninger (adhærencer) eller fibrøse strengdannelser forårsaget af tidligere operationer eller infektion. Ligeledes kan galdesten (se galdevejssygdomme) være årsag til ophævet passage. I ulande er mekanisk tarmslyng ofte forårsaget af svært fordøjelige, opsvulmede fødemidler eller ophobede indvoldsorm.
Svulster i eller uden for tarmen, indeklemt brok eller tarminvagination er de hyppigste årsager til tarmslyng. I tyktarmen er årsagen hos 75-80% en tyktarmssvulst, men også her kan betændelse i en tarmudposning (divertikel) eller volvulus være årsagen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.