Elektronbestråling, strålebehandling med anvendelse af accelererede elektroner. De højenergetiske elektroner har en ensartet rækkevidde i de bestrålede væv og giver en høj overfladedosis. Elektronbestråling er velegnet til bestråling af overfladiske kræftsvulster, hvor medbestråling af de dybere beliggende væv ønskes undgået.