kræft (information til kræftpatienter)

Så sent som i 1950'erne fortalte læger sjældent deres patienter, at de havde kræft. Havde patienten fx en operationskrævende kræftsygdom i tyktarmen, kunne patienten få at vide, at der var tale om en godartet forsnævring af tarmen. Denne fremgangsmåde svækkede tilliden til lægerne. Mange patienter havde mistanke om sandheden, men fik ikke hjælp til at tale om sygdommen, og nogle patienter med godartede sygdomme troede ikke på deres læge, når denne sandfærdigt benægtede, at der var tale om kræft. Uhelbredelige kræftpatienter fik frataget muligheden for at ordne deres personlige forhold i tide. Endelig fik befolkningen kun sjældent kendskab til alle de kræfttilfælde, der blev helbredt, hvorfor det blev almindeligt antaget, at kræft altid var en dødelig sygdom. Denne holdning til information af kræftpatienter er i 1990'erne fortsat den gængse i Sydeuropa, Østeuropa og mange andre dele af verden. Dog giver man mange steder de pårørende fuld besked.

I 1990'erne forventer de fleste danske patienter fuld åbenhed om diagnose og behandlingsmuligheder, og de ønsker besked, hvis sygdommen er uhelbredelig. Læger værdsætter dette holdningsskift, som også er slået igennem i det øvrige NV-Europa og Nordamerika. Når der ikke gør sig særlige forhold gældende, informeres kræftpatienten nu grundigt, mens de pårørende kun informeres med patientens tilladelse. Læger opfatter dog fortsat information af kræftpatienter som menneskeligt meget krævende. Det kan være svært at forudse sygdomsforløbet, og oplysninger skal gives på en meget følsom måde, evt. ved flere samtaler. Der findes også stadig en del patienter, der ikke ønsker at få oplysning om diagnose og fremtidsudsigter, hvorfor det kan anbefales, at enhver patient oplyser sin læge om, i hvor høj grad han eller hun ønsker at blive informeret.

Læs mere om kræft.