Livmodersvulster, svulster, der forekommer i selve livmoderen (corpus uteri) og i livmoderhalsen (cervix uteri).

Corpussvulster

I selve livmoderen optræder både godartede (benigne) og ondartede (maligne) svulster.

Fibromer

Fibromer (egl. fibromyomer) er godartede svulster, som udgår fra muskelceller i livmoderens væg, og som også indeholder bindevæv. Fibromer findes hos ca. 20 % af kvinder i den fødedygtige alder; årsagen til deres opståen kendes ikke. Fibromer udgår altid fra livmodervæggen, men kan gennem deres vækst nå til slimhinden ind imod livmoderhulen eller til livmoderens overflade ud imod bughulen. Der er ofte flere fibromer i en livmoder, varierende i størrelse fra ganske få til adskillige centimeter i diameter.

Symptomer. Fibromer, der når ind mod livmoderhulen, er en hyppig årsag til blødningsforstyrrelser, oftest i form af kraftige og langvarige menstruationer. Store fibromer kan give tyngdefornemmelse og vandladningsgener og være hindrende for fødsel af mekaniske grunde. Fibromer antages at kunne vanskeliggøre opnåelse af graviditet og forårsage abort. De udvikler sig praktisk taget aldrig ondartet.

Behandling af fibromer kan være nødvendig, hvis de giver gener. Blødningsforstyrrelser, som skyldes fibromer, kan i en del tilfælde behandles med lægemidler. Hvis dette ikke lykkes, eller hvis de giver andre væsentlige gener, kan kirurgisk fjernelse af fibromerne eller evt. af hele livmoderen være berettiget. Fibromer aftager normalt i størrelse efter klimakteriet.

Polypper

Polypper, dvs. godartede slimhindedækkede udvækster, kan forekomme både i livmoderhulen og i livmoderhalsen. De kan være årsag til pletblødning og kan fjernes med små indgreb.

Corpuscancer

Kræftsvulster i livmoderen inddeles i karcinomer og sarkomer. De hyppigste (ca. 95 %) er karcinomer, der udgår fra livmoderslimhinden. Der påvises ca. 600 nye tilfælde om året i Danmark. Karcinomer i livmoderhulen forekommer hyppigst omkring og efter overgangsalderen og findes kun yderst sjældent hos kvinder under 40 år. Der er øget risiko for udvikling af karcinom i livmoderhulen, hvis der gennem flere år er sket en påvirkning med kvindeligt kønshormon (østrogen) uden periodevis behandling med gestagen; dette kan fx være tilfældet ved kontinuerlig behandling med østrogenpræparater uden gestagen efter klimakteriet eller ved visse hormonelle forstyrrelser med meget sjældne menstruationer. Risikoen for at få karcinom er desuden øget hos overvægtige, diabetikere og kvinder med blodtryksforhøjelse.

Symptomer. Det hyppigste symptom på karcinom i livmoderen er pletblødning, men pletblødning kan have mange andre årsager. Kun ca. 10 % af kvinder, der undersøges for pletblødning, har livmoderkræft. Diagnosen stilles ved en udskrabning, hvorved noget af livmoderslimhinden udskrabes eller udsuges med henblik på vævsundersøgelse for kræftceller. Ultralydundersøgelse kan også benyttes ved mistanke om kræft i livmoderslimhinden, idet påvisning af en tynd og ensartet slimhinde taler mod kræft. Det er dog endnu ikke helt afklaret, i hvilke tilfælde ultralydundersøgelse kan erstatte udskrabning.

Behandling. Karcinomer kan i mange tilfælde helbredes. Behandlingen afhænger af, hvor fremskreden sygdommen er. Ofte bliver den påvist på et tidspunkt, hvor den kun er i slimhinden og den inderste del af livmodervæggen, og kan da kureres ved operativ fjernelse af hele livmoderen med æggeledere og æggestokke. Er kræftsvulsten vokset dybere ind i eller gennem livmodervæggen eller har bredt sig til andre dele af kroppen, vil behandlingen ud over operation bestå af strålebehandling samt eventuelt kemoterapi eller hormonbehandling. Hvis der er tale om kræftforstadier hos unge kvinder med stort ønske om at bevare muligheden for at opnå graviditet, hos meget gamle kvinder eller hos patienter, som ikke tåler operation, kan hormonel behandling komme på tale.

Sarkomer udgår fra bindevævet i livmoderens væg; de udgør ca. 5 % af kræftsvulsterne her. Årsagerne til livmodersarkom er dårligere kendt, end tilfældet er for karcinomerne, men tidligere strålebehandling, hvorunder livmoderen har været inddraget i strålefeltet, giver en øget risiko. Ligesom for karcinomer er det første symptom ofte pletblødning. Behandlingen er fjernelse af livmoderen med æggeledere og æggestokke, eventuelt kombineret med strålebehandling. Behandlingsresultaterne er gennemgående dårligere end for karcinomer.

Cervixsvulster

Livmoderhalskræft (cervixcancer). I livmoderhalsens kanal og omkring livmodermunden forekommer kræftsvulster udgået fra den slimhinde, der findes her. Der påvises ca. 400 nye tilfælde om året i Danmark. Cervixcancer, som er en karcinomform, kan findes hos kvinder i hele voksenalderen, hyppigst i 40-50-års-alderen. Der er øget risiko for cervixcancer hos kvinder med tidlig seksuel debut og hos kvinder med mange partnere. Begge dele antages at hænge sammen med, at cervixcancer i de fleste tilfælde opstår hos kvinder, som er inficeret med humant papillomavirus (HPV), specielt visse undertyper. Det er ikke klarlagt, hvilke faktorer ud over HPV-infektion der medvirker ved udviklingen af cervixcancer.

Symptomer. Det almindeligste begyndelsessymptom ved cervixcancer er pletblødning, ofte i form af kontaktblødning, fx ved samleje. I nogle tilfælde påvises cervixcancer dog først, når der er indvækst i de omkringliggende organer, specielt blæren og urinlederne, med symptomer fra disse organer til følge.

Behandling. Hvis sygdommen påvises i et meget tidligt stadium, hvor der kun er kræftvæv overfladisk i livmoderhalsen, kan den behandles med keglesnit. Hvis den er vokset dybere eller ned i den øverste del af skeden, er behandlingen operation, hvorved livmoderen, den øverste del af skeden og visse af lymfeknuderne i området fjernes. Mere fremskredne stadier behandles med strålebehandling og eventuelt kemoterapi. Da HPV-virus er en medvirkende årsag til cervixcancer, er der udviklet vacciner, der tager sigte på at eliminere virus.

Forebyggelse. Vaccination mod HPV-virus blev indført i 2006, se papillomavirus. Fra 1. januar 2009 indgår vaccination af 12-årige piger i det danske børnevaccinationsprogram. Det forventes, at dette vil medføre ca. 70 % reduktion af forekomsten af cervixcancer.

Forstadier. Cervixcancer opstår ofte som en videreudvikling af kræftforstadier i livmoderhalsen. Forstadierne findes i forskellige grader betegnet let, moderat og svær dysplasi samt carcinoma in situ. Carcinoma in situ er mikroskopisk opbygget som kræft, men har endnu ikke som kræft nået det underliggende væv. Forstadierne kan påvises ved celleprøve eller ved kolposkopi. Ved denne betragtes livmoderhalsen under gynækologisk undersøgelse med et kikkertlignende instrument. Herunder kan man udtage celle- eller vævsprøver (biopsi) til mikroskopisk undersøgelse. Ved påvisning af lette forandringer vil der være grund til kontrolundersøgelser, og ved påvisning af svære forandringer, herunder carcinoma in situ, er behandlingen keglesnit. Herved bortskæres et kegleformet vævsstykke med basis ved livmodermunden og spidsen ved livmoderhalskanalen nogle centimeter over livmodermunden. Keglesnit kan også udføres ved frysning. I mange tilfælde vil området med forstadier hermed være fjernet, men hvis mikroskopisk undersøgelse viser, at der fortsat er kræftforstadier i randen af det fjernede vævsstykke og dermed også i det umiddelbart tilstødende tilbageværende væv, kan yderligere behandling i form af fornyet keglesnit eller eventuelt fjernelse af livmoderen være nødvendig.

Med henblik på påvisning af forstadier til livmoderhalskræft tilrådes alle kvinder i Danmark mellem 23 og 60 år at få foretaget celleprøve ca. hvert tredje år, dog oftere, hvis der tidligere er påvist forstadier. En omfattende indsats med celleprøver i slutningen af 1900-t. er tidsmæssigt faldet sammen med et væsentligt fald i forekomsten af livmoderhalskræft, med stor sandsynlighed pga. påvisning og behandling af forstadier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig