Henrik Smith var en dansk humanist. Han var uddannet ved universitetet i Rostock, og efter flere års ophold i udlandet, bl.a. hos den landflygtige Christian 2., bosatte han sig i sin fødeby, Malmø. Her praktiserede han en tid som læge, uden at det med sikkerhed vides, om han havde gennemført en lægeuddannelse. Han udgav 1536-57 seks små medicinske skrifter, hver betitlet Urtegaard, der alle var oversættelser af tyske værker. De samledes i 1577 til Henrick Smids Lægebog, der udkom flere gange senere, sidst i 1923 og i 1976 i faksimile, og var kendt og elsket i vide kredse som hjælp til selvhjælp ved sygdom. Smith udgav desuden i 1537 den første evangeliske katekismus på dansk, i 1560 den første danske bibelkonkordans og i 1563 en latinsk-dansk ordbog.