Jon Sudbø, f. 1961, norsk læge, tandlæge og kræftforsker. Sudbø, der havde udført internationalt opsigtsvækkende forskning i mundhulekræft, blev i 2006 afsløret i at have opfundet alle de persondata, som var baggrunden for en artikel i det ansete tidsskrift Lancet; i alt havde han opdigtet ca. 900 personer med data om sygdomsforløb o.a., og Lancets chefredaktør omtalte affæren som det største svindelnummer, verden har set fra en forskers side. En undersøgelseskommission, der kiggede nærmere på 38 af Sudbøs artikler, fandt, at 15 af dem var fejlbehæftede eller byggede på opdigtede data, heriblandt hans doktorafhandling.