Faktaboks

Gerhard Armauer Hansen

Gerhard Henrik Armauer Hansen

Født
19. juli 1841
Død
12. februar 1912

Gerhard Armauer Hansen var en norsk læge, der fra 1868 var ansat ved Pleiestiftelsen for Spedalske i Bergen, fra 1875 som overlæge. Norge havde et særligt stort antal spedalske (ca. 3000) midt i 1800-tallet. Dette var medvirkende til en omfattende videnskabelig debat i Norge om årsagen til spedalskhed (lepra), idet det bl.a. blev antaget, at sygdommen var arvelig.

I 1873 lykkedes det Hansen ved mikroskopi at påvise stavformede legemer i knuder fra spedalske patienter; han viste i 1879, at disse var baciller (Mycobacterium leprae). Opdagelsen fik stor betydning for behandlingen af lepra, idet antallet af spedalske i Europa faldt drastisk i de følgende år ved isolation af de syge.

Ved Armauer Hansen Instituttet i Etiopien, oprettet i 1969, udføres grundforskning, især vedrørende lepraens immunologi, for norske og svenske midler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig