Rita Levi-Montalcini, 1909-2012, italiensk-amerikansk læge og neurobiolog uddannet ved universitetet i Torino. 1947-77 var hun indbudt som forsker i USA på Washington University, Saint Louis, hvor hun 1956-77 var professor. I slutningen af 1940'erne påviste hun, at der i visse dyresvulster produceres et hormonlignende stof, der stimulerer udviklingen af nervesystemet. Dette var den første af flere senere påviste vækstfaktorer, der findes hos alle hvirveldyr. Hendes elev, biokemikeren Stanley Cohen, kunne i 1950'erne isolere og kemisk identificere denne faktor (Neural Growth Factor, NGF), se nervevækstfaktorer. Sammen modtog de nobelprisen i fysiologi/medicin i 1986.