Synålejomfruen

Rachel Hertz udviklede fra 14-årsalderen et broget sygdomsbillede med bl.a. kramper, lammelse, periodevis bevidstløshed og stumhed samt gennem halvandet år behov for daglig tømning af urinblæren med kateter, hvorfor Herholdt så sig nødsaget til at overflytte hende til Det Kongelige Frederiks Hospital i perioden 1822-1825.

Da hun var 26 år, fik hun stærke smerter i underlivet, hvor hendes læge, Herholdt, følte en stor, hård, øm knude. Han foretog et dybt indsnit i huden og fremdrog et hårdt fremmedlegeme, som viste sig at være en synål. I de følgende seks år måtte Herholdt fjerne i alt 389 synåle. Herholdt antog til at begynde med, at Hertz havde slugt nålene.

Ved observation gennem et hul i døren til Hertz' værelse blev det til sidst klart, at hun havde ført Herholdt bag lyset og selv havde anbragt nålene. Herefter svandt alle symptomer. Herholdt udgav i 1826 en redegørelse for sagens rette sammenhæng med uddrag af sin dagbog om forløbet. Sygdomsbilledet blev i sin samtid opfattet som simpelt bedrageri og forekom uforståeligt med datidens psykiatriske viden, men ville med nutidig terminologi blive betegnet Münchhausen-syndrom eller patomimi.

Rachel Hertz' historie er et eksempel på hvordan synet på menneskers psyke, viden om og forståelse af sygdom ændrer sig over tid.

• psykiatri
• J.D. Herholdt
• Münchhausen-syndrom
• patomimi