palæopatologi

© Egyptian Museum, Cairo

Palæopatologi. Øverst røntgenbillede af Ramses 2.s mumiekranium med udbredt slid af tænderne fremkommet pga. forekomst af sand i brødet, antagelig fordi fremstillingen af mel var primitiv. Nedslidningen af tænderne har medført øget forekomst af tandrodsbetændelse, der har medført tandbylder i knoglevævet i over- og underkæbe. Nederst røntgenbillede af hans søn Merenptahs mumiekranium; her mangler alle overmundskindtænder, som er faldet ud pga. destruktion af overkæbebenet.

palæopatologi, læren om sygdomsforandringer i arkæologisk materiale. De hårde væv, knogler og tænder, er de dele af den menneskelige organisme, der bevares bedst. Afhængigt af de fysiske omstændigheder kan også andre væv bevares og gøres til genstand for undersøgelser, fx i mumier, der er balsamerede, eller i moselig (se mose), idet jordbundens sammensætning kan have muliggjort bevarelse af både bløddele og hårde væv. Palæopatologiens metoder har meget tilfælles med dem, der anvendes i antropologi og retsmedicin.

Ved røntgenundersøgelse og direkte iagttagelse af egyptiske mumiefund kan der påvises sygdomsforandringer i knogler, fx følger efter polio i fodknogler og tuberkulose i ryghvirvler med dannelse af pukkelryg.

I Danmark har medicinhistorikeren Vilhelm Møller-Christensen foretaget udgravninger af bl.a. Sankt Jørgensgården i Næstved og Æbelholt Kloster og grundlagt en skeletsamling med karakteristiske forandringer efter engelsk syge, tuberkulose og spedalskhed. Knoglefund kan også give vidnesbyrd om kirurgiske indgreb, fx trepanation, og om behandling med efterfølgende opheling af knoglebrud.

Desuden kan hår og hud undersøges, idet indholdet af kulhydrater kan være bevaret. Med moderne molekylærbiologiske metoder er det desuden muligt at analysere DNA, der ligeledes er meget modstandsdygtigt, og derved påvise eventuelle sygdomsrelaterede gener heri. Ved påvisning af DNA fra mikroorganismer kan der skabes viden om forekomst af infektionssygdomme.