CT-scanning. Yderst til venstre ses et profilbillede af kraniet med angivelse af de tre niveauer (1, 2 og 3), hvis tilsvarende CT-billeder (tværsnit 1, 2 og 3) er vist til højre herfor. De mørke områder i midten af de to første tværsnit er hjernens væskefyldte hulrum. Hjernevævet er afbildet i varierende gråtoner. De mørke bånd i periferien er de væskefyldte furer på hjernens overflade. Den brede hvide kant yderst er kraniets knoglevæg. Det anvendte udsnit af Hounsfield-skalaen er -10 til +90 HU.

.

CT-scanning af hjernen få timer efter en hjerneblødning, der ses som et tæt område i højre side af storhjernen.

.

CT-scanning af hjernen få timer efter en hjerneblodprop, som har medført vævsdød i forreste venstre side af storhjernen, hvilket viser sig som et mørkt område.

.

CT-scanning, computertomografi, CT, røntgenundersøgelse med computerfremstillede tværsnitsbilleder af hoved, krop eller lemmer. CT, der blev indført 1972 og hurtigt videreudvikledes, betød en revolution i røntgendiagnostikken og indbragte opfinderen G.N. Hounsfield nobelprisen. CT har især betydning ved udredning af lidelser i centralnervesystemet, ved diagnose og kontrol af kræft- og betændelsessygdomme samt ved ulykkestilfælde med læsioner i hoved eller kropshule.

Mens sædvanlige røntgenoptagelser er todimensionale skyggebilleder, hvor organer, knogler og ydre væv overlejrer hinanden og derfor sammenblandes på billedet, giver CT ved sin afbildning af en række tynde tværsnit (1-10 mm) en tredimensional opfattelse af de anatomiske detaljer. Den røntgenstråling, der passerer gennem patienten, måles elektronisk, så følsomheden for ganske små forskelle i de enkelte vævs tæthed (skyggevirkning) er større end ved almindelig røntgenfotografering. Forskellen i tæthed kan yderligere øges ved indsprøjtning af kontraststof i blodet.

Teknikken ved CT er, at røntgenrøret for hver optagelse roterer en omgang omkring kroppens længdeakse, mens det udsender et tyndt, vifteformet strålebundt gennem det valgte tværsnit. Strålingens styrke fra hver enkelt retning registreres på den modsatte side af kroppen i en detektor bestående af mange hundrede tætstillede sensorer, som kan være små ioniseringskamre eller scintillationsdetektorer. De elektriske signaler overføres herfra til en computer.

I en moderne CT-scanner varer optagelsen af det enkelte snitbillede ca. 1-3 sekunder. I dette tidsrum overføres i alt 1 mio. aflæsninger, der hver for sig er et mål for absorptionen (udtyndingen) af strålingen i en bestemt retning. På basis heraf beregner computeren for hele det gennemstrålede tværsnit hvert enkelt punkts absorptionsværdi (tæthed). Beregningen gengives som et billede af snitplanet bestående af godt 260.000 billedpunkter på en tv-skærm og overføres herfra til fotografisk film.

Områder med stor tæthed, fx knogler, afbildes lyse, og områder med lav tæthed, som fx fedtvæv, afbildes mørke. Tætheden måles i Hounsfieldenheden HU (Hounsfield Units), hvor vand er tildelt værdien 0 og luft -1.000. Bløddele har værdier fra -100 til ca. +70, og meget hårdt knoglevæv værdier over +1.000 HU. Billedet reguleres, så man tildeler et mindre udsnit af denne skala alle gråtonerne mellem sort og hvidt for at kunne skelne små forskelle i vævene, mens områder med tæthed over eller under dette udsnit afbildes hhv. hvide og sorte. Ved undersøgelse af bughulen anvendes fx ofte et udsnit på 250 HU omkring en midterværdi på +40 HU.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig