Hypogonadisme, nedsat funktion af kønskirtlerne med mindsket dannelse af kønshormoner. Hypogonadisme kan ses hos såvel mænd som kvinder ved forskellige sygdomme i hypofyse eller hypothalamus, abnormiteter i kønskirtlerne (testikler og æggestokke) eller nedsat virkning af kønshormonerne, hos mænd androgener, hos kvinder østrogener.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hypogonadisme kommer af hypo- og gonade 'kønskirtel', afledt af gr. gone 'sæd', og -isme.

Hypogonadisme hos mænd

Opstår mandlig hypogonadisme under graviditeten, vil der ved fødslen være et misforhold mellem kønskirtlen (testiklen) og de ydre kønsorganer (pseudohermafroditisme). Androgenmangel hæmmer bl.a. nedstigning af testiklerne fra bughulen til pungen (kryptorkisme).

Androgenmangel opstået før puberteten fører til manglende udvikling af de mandlige kønskarakteristika, og patienten får et eunuklignende udseende: Penis forbliver lille, stemmen går ikke i overgang, armhule- og kønsbehåring, skægvækst og kropsbehåring er sparsom. Fedtfordelingen lokaliserer sig som hos kvinder omkring hofter og bagdel.

Androgenmangel opstået efter puberteten viser sig ved nedsat kønsdrift, impotens, nedsat skægvækst og reduceret muskelkraft.

Patienter med Klinefelters syndrom har et ekstra X-kromosom (46,XXY). De har et eunuklignende udseende og kan ikke producere sædceller.

Behandingen består af tilskud af testosteron og afhænger i øvrigt af den tilgrundliggende lidelse.

Hypogonadisme hos kvinder

Forsinket pubertetsudvikling og udebliven af den første menstruation er hovedsymptomerne hos piger med hypogonadisme.

Patienter med Morris syndrom er genetisk set mænd, hvor androgenerne ikke virker (androgenresistens). De er mandlige pseudohermafroditter og udvikler sig som kvinder.

Turners syndrom er en kromosomsygdom (45,X) med manglende udvikling af æggestokkene resulterende i ufrugtbarhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig