Spiserørssygdomme er sygdomme i spiserøret (oesophagus). Den hyppigste skyldes tilbageløb af mavesyre til spiserøret (reflukssygdom). Mavesyren irriterer slimhinden, hvilket medfører en betændelse (refluksoesophagitis). Symptomerne herpå er halsbrand og smerter bag brystbenet. Tilbageløbet skyldes svaghed i lukkemusklen mellem spiserør og mavesæk og findes hyppigt samtidig med et indvendigt brok (hiatushernie). Tilbageløb af syre kan registreres ved målinger i den nederste del af spiserøret ved hjælp af en sonde. Ved kikkertundersøgelse (se gastroskopi) kan der ses betændelsestegn i spiserørsslimhinden, og i svære tilfælde kan der udvikles sår eller aragtig forsnævring. Sygdommen behandles med lægemidler, der nedsætter mavesyreproduktionen eller stimulerer lukkemusklen. Kirurgisk behandling kan være nødvendig i udtalte tilfælde. Ved den kirurgiske behandling styrkes lukkemuskelfunktionen. Indgrebet udføres oftest som kikkertkirurgi.

Kræft i spiserøret (cancer oesophagi) optræder fortrinsvis hos patienter over 40 år, og der opstår ca. 300 nye tilfælde om året i Danmark. Sygdommen forekommer mere end dobbelt så hyppigt hos mænd som hos kvinder. Der er en sammenhæng mellem et stort tobaks- og alkoholforbrug og kræft i spiserøret. Sygdommen viser sig ved tiltagende synkebesvær og vægttab. Diagnosen stilles ved kikkertundersøgelse med biopsi. Svulsten kan hos ca. 30% fjernes kirurgisk, og patienten har dermed mulighed for helbredelse. Strålebehandling og kemoterapi kan også indgå i behandlingen af sygdommen. Hvis behandlingen ikke fører til helbredelse, kan symptomlindrende behandling med laserkirurgi midlertidig hjælpe på synkebesværet. Dette kan også opnås ved at indlægge et kunstigt rør (stent) i spiserøret. Af de patienter, der opereres, overlever 10-30% mere end fem år. Godartede svulster i spiserøret forekommer sjældent.

Indtagelse af stærke syrer eller baser ætser spiserøret, hvilket kan føre til perforation med betændelse af bindevævsrummet i midten af brysthulen (mediastinitis) med voldsomme smerter; selv med relevant behandling kan tilstanden være livstruende.

Hos nyfødte forekommer medfødt manglende udvikling (atresi) af den midterste del af spiserøret (se medfødte sygdomme (mave-tarm-sygdomme)).

Spiserørskrampe er en forstyrrelse af spiserørets muskelfunktion (motilitet) og medfører kraftige sammentrækninger ledsaget af smerter og synkebesvær. Årsagen er ukendt. Aldersbetingede motilitetsændringer viser sig omvendt ved for svage sammentrækninger under synkning. Forstyrrelser i motiliteten ses også ved manglende lukkemuskelafslapning (akalasi), parasitsygdommen Chagas' sygdom, Plummer-Vinsons syndrom og bindevævssygdommen sklerodermi. Ved skrumpelever kan der forekomme forhøjet tryk i portåren, hvilket kan medføre dannelse af åreknuder nederst i spiserøret. Bristning af disse kan føre til opkastning af blod (hæmatemese) pga. stærk blødning, som ofte er livstruende. Behandlingen består i nedlægning af oppustelig sonde, der sammentrykker åreknuderne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig