Hjerneblødning. CT-scanning af hjernen udført få timer efter en hjerneblødning. Denne ses som et område med stor tæthed dybt i højre side af storhjernen.

.

Hjerneblødning, apopleksi, slagtilfælde, blødning i hjernevævet pga. blodkarbristning, oftest som følge af åreforkalkning og blodtryksforhøjelse eller som følge af andre blodkarsygdomme (se aneurisme). Sygdommen rammer overvejende aldersgruppen mellem 50 og 70 år; antallet af nye tilfælde af hjerneblødning pr. år i Danmark er ca. 20 pr. 100.000, og hjerneblødning er derfor langt sjældnere forekommende end hjerneblodprop.

Blødningen sker hyppigst (4/5) i storhjernehemisfærerne, sjældnere (1/5) i hjernestammen og i lillehjernen. Den hastigt voksende blodansamling, der kan blive op til 10-12 cm i diameter, fortrænger det omkringliggende hjernevæv. Den kan i nogle tilfælde bryde igennem til hjernens hulrum og til væskerummet mellem hjernehinderne (se hjernehindeblødning). De akut indsættende symptomer er oftest voldsom hovedpine, opkastninger og symptomer, der afspejler sygdommens lokalisation i hjernen, fx halvsidig lammelse, halvsidig føle- og synssvækkelse, evt. sprogbesvær (afasi) og epileptiske anfald; i mange tilfælde indtræder der hurtigt tiltagende bevidstløshed. Hjerneblødning er forbundet med betydelig dødelighed inden for den første måned, især den første uge, og med svær invaliditet hos mange af de overlevende.

Undersøgelser kan foretages som ved hjerneblodprop, ved CT-scanning kan blødningens størrelse og lokalisation fastslås og gøre det muligt at vurdere prognosen for overlevelse og invaliditet; evt. ses også et abnormt blodkar som årsag til blødningen.

Neurokirurgisk fjernelse af blodansamlinger foretages kun i særlige tilfælde. Den øvrige behandling tilstræber at imødegå komplikationer, fx infektioner og blodpropper uden for nervesystemet, og pleje- og optræningsindsatsen er som ved hjerneblodprop. Operation af et evt. aneurisme vil kunne forhindre yderligere blødninger. Tidlig diagnose og behandling af blodtryksforhøjelse er væsentlige for at forebygge hjerneblødning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig