.

Pollenallergi. Pollenregistrering til brug ved udarbejdelse af døgnets pollental sker vha. en pollenfælde. Gennem en smal spalte i siden af pollenfælden indsuges 10 liter luft pr. minut, hvilket svarer til et menneskes indånding. Vha. et vindror sikres det, at spalten altid er rettet mod vinden. Fotografi fra 1991.

.

Pollenallergi, overfølsomhed for pollen; den almindeligste form for allergi i Danmark, hvor mere end 15 % har allergiantistof (IgE) rettet mod pollen. Ikke alle disse personer har symptomer, men 10 % af befolkningen har årstidsbestemte næse- og/eller øjensymptomer, som kan skyldes pollenallergi.

Lidelsen er arvelig som andre allergiske sygdomme. Den ses hyppigst hos børn og yngre voksne, og det er oftest pollen fra græs og træer, der udløser symptomerne, men også allergi for pollen fra urter, navnlig gråbynke, forekommer jævnlig. Samme person kan have allergi over for flere pollentyper. Symptomerne udløses af histamin og andre stoffer, der frigøres fra mastceller.

Symptomer

Pollenallergi viser sig næsten altid som ret akutte anfald med løbende og tilstoppet næse samt kløe i næse og øjne med voldsomme nyseanfald. Dette betegnes høfeber, selvom det ikke altid er græspollen, der er den udløsende faktor, og der ikke er feber. Høfeber kan udvikle sig til astma.

Ca. 50 % af pollenallergikere har kløe i mund, gane og svælg efter indtagelse af visse typer af frugt og grøntsager, idet disse indeholder de samme allergener som pollen, fx nødder, kiwi, tomater og friske æbler ved træpollenallergi, ærter og bønner ved græspollenallergi og visse urter, selleri og krydderier ved urtepollenallergi. Mere alvorlige reaktioner er sjældne ved denne form for fødemiddelallergi, og de fleste patienter kan tåle disse fødevarer, når de har været opvarmet (kogt, bagt eller stegt).

Supplerende allergidiagnostik er sjældent nødvendig ved høfeber, hvis denne optræder flere år i træk, når pollentællingerne viser høje koncentrationer af en bestemt pollentype. Visse skimmelsvampe har dog tilsvarende sæsonsvingninger.

Behandling

Næse- og øjensymptomer kan behandles med antihistamin oftest i tabletform, med næsespray med binyrebarkhormon og/eller med hyposensibilisering, som er særlig effektiv ved pollenallergi. Den medicinske behandling virker bedst, hvis den benyttes forebyggende. Ved hjælp af pollenkalender og de daglige pollenvarslinger er det muligt at afgrænse behandlingsperioden.

Pollenmålinger

Pollenmålinger foretages vha. to særlige pollenfælder, som står 15 m over jorden på Danmarks Meteorologiske Institut i København og Viborg Sygehus. Luft suges konstant ind i fælderne, hvorved pollenpartiklerne passerer en klæbrig strimmel, hvorpå de opfanges. En gang i døgnet foretages der mikroskopi af en strimmel, hvorunder pollenpartiklerne identificeres og tælles, således at døgnets pollental kan bringes i aviser, radio, tv og på Meteorologisk Instituts hjemmeside på internettet. Der tælles desuden sporer fra skimmelsvampene Alternaria og Cladosporium.

Den viste pollenkalender er udformet på baggrund af gennemsnitsværdier for pollenmålinger 1977-90. Siden 1981 er der i pollensæsonen udarbejdet daglige pollenvarslinger for det kommende døgn på basis af døgnets pollental sammenholdt med gennemsnitsværdierne for pollental samt vejrudsigten med hovedvægt på forudsigelse af maksimumtemperatur, skydække og nedbør. Der er flest pollen i tørt og solrigt vejr. I en normal sæson er 70-80 % af varslingerne korrekte; de angives i tre klasser: få, moderat antal og mange. For birk betyder det under 30, 30-100 og over 100, for græs og bynke under 10, 10-50 og over 50.

Meteorologisk Institut

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig