Dyrehårsallergi, overfølsomhed for dyrehår. Tilstanden viser sig som høfeber eller astma, sjældnere som nældefeber eller eksem. Proteinerne fra dyrenes hår, skæl, sved, spyt eller urin virker som allergener. Disse ophobes i støv, som hvirvles op, når man færdes, og kan holde sig svævende i timevis. Ved kontakt med dyr kan der afsættes allergener på tøjet, og disse kan derved spredes til dyrefri miljøer, fx skoler, hvor de kan give symptomer hos allergikere. Næst efter pollenallergi og husstøvmideallergi er dyrehårsallergi den hyppigste årsag til høfeber eller astma.

Dyrehårsallergi skyldes oftest allergener fra katte, hunde, heste eller små gnavere. Fjerallergi er sjælden; hvis fjerdyner giver anledning til symptomer, er årsagen oftest, at de indeholder husstøvmider.

Se også allergi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig