hjerneødem

Hjerneødem er forøget vandindhold i hjernevævet med risiko for forøgelse af hjernetrykket. Hjerneødem er en hyppig og i nogle tilfælde livstruende komplikation til sygdomme i hjernen. Det forekommer pga. celleskade (cytotoksisk hjerneødem) og pga. blodkarforandringer (vasogent hjerneødem) samt i blandingsformer mellem de to, idet den ene form fremmer forekomsten af den anden.

• Cytotoksisk hjerneødem forårsages af iltmangel, hvorved hjernecellernes stofskifte hæmmes, og cellerne hæver pga. væskeophobning. Denne form er den hyppigst forekommende og kan opstå ved hjernekvæstelse, svigtende hjerte- og lungefunktion samt ved nedsat iltindhold i luften (se bjergsyge).
• Vasogent hjerneødem skyldes svigt af blod-hjerne-barrieren med utæthed af blodkarrenes vægge, således at proteiner fra blodet siver ud mellem hjernecellerne og ved en osmotisk effekt danner væske mellem cellerne og langs nervetrådene, mest udtalt i hjernens hvide substans. Vasogent hjerneødem optræder især ved hjernebetændelse, hjerneblodprop, hjerneblødning og hjernesvulster.

Hjerneødemet kan konstateres ved CT-scanning eller MR-undersøgelse; symptomerne er som ved forøget hjernetryk. Et akut opstået hjerneødem kan trykke så voldsomt på hjernestammen med dens livsvigtige centre, at den klemmes inde mod kraniets bund med risiko for pludselig død pga. påvirkning af åndedrætscentret. Behandlingen af hjerneødem kræver derfor ofte brug af respirator; behandling med kortisonlignende lægemidler kan desuden i visse tilfælde medføre en midlertidig bedring.