Øje. I øjet brydes lyset af hornhinden, væsken i forreste øjenkammer, linsen og det bagvedliggende glaslegeme. Lysbrydningen i linsen kan reguleres ved at ændre linsens krumning, styret af musculus ciliaris i strålelegemet, hvortil linsen er ophængt i tynde tråde. Musklen trækker sig sammen, når en nærliggende genstand betragtes. Herved slappes trådene, og linsens krumning øges (akkommodation). Derved øges lysbrydningen, og øjet danner et skarpt billede på nethinden af den nære genstand. Ved samtidig indsnævring af pupillen øges dybdeskarpheden i billedet. Udsnittet viser nervecelleforbindelserne i nethinden, der hos hvirveldyr er af såkaldt omvendt type, hvor lyset skal passere gennem hele nethindens tykkelse. En bipolar celle er i den ene ende i forbindelse med en enkelt tap eller en gruppe af stave, i den anden med en gangliecelle, der sender impulser til synsnerven. Horisontal- og amakrinceller danner tværforbindelser og indgår i den indledende analyse af billedet, der finder sted allerede i nethinden.

.

Øje henviser i bred forstand de mange forskellige former for ikke-billeddannende og billeddannende synsorganer hos dyr, fx sammensatte facetøjne hos insekter. I snævrere forstand er øjne kugleformede, billeddannende synsorganer omfattende en linse og en nethinde med lysfølsomme sanseceller (fotoreceptorer) hos de fleste blæksprutter samt hvirveldyr. Vedrørende synssansen og billeddannelsen på nethinden, se syn.

Faktaboks

Etymologi
Ordet øje kommer af oldn. auga, af germ. *augōn-, af samme indoeur. opr. som lat. oculus 'øje', jf. okular, og gr. opsis 'syn, ansigt', jf. -opsi.

Menneskeøjet

Øjet vejer hos voksne mennesker i gennemsnit 7,5 g og måler fra for- til bagside ca. 24 mm. Øjeæblet, bulbus oculi, er placeret fortil i kraniets benede øjenhule, orbita. Foruden øjeæblet indeholder øjenhulen blodkar, nerver og fedtvæv, som danner en god stødpude og tillader øjet at bevæge sig som et kugleled.

Øjets ydre

Fortil danner øjenlågene en beskyttende barriere. Øjenlågenes inderside er beklædt med en slimhinde, bindehinden, conjunctiva, der holdes fugtig af sekreter fra tåre-, slim- og talgkirtler. Slimhinden fortsætter over på øjeæblet, således at der dannes to fordybninger, fornix superior og fornix inferior, hhv. opadtil og nedad under øjenlågene.

Indad mod næsen er både det øvre og det nedre øjenlåg forsynet med et lille hul, tårepunktet, punctum lacrimale, som leder tårevæsken ned i næsehulen via tårekanalen, canalis lacrimalis. Undervejs passeres tåresækken, saccus lacrimalis, som er en udposning på tårekanalen.

Hvert øje er forsynet med seks små muskler, der er vokset fast til senehinden fortil. Øjenmusklerne styres via tre hjernenerver (nervus oculomotorius, n. trochlearis og n. abducens), hvorved øjeæblet kan bevæges i alle retninger og roteres om sin egen akse. Øjets skal består af den hårde, hvide senehinde, sclera, og fortil af en cirkulær, gennemsigtig "rude", hornhinden (cornea). Senehinden og hornhinden er stærke væv, som yder en høj grad af mekanisk beskyttelse af øjets indre dele.

Hornhinden hvælver fremad, og krumningen bestemmer brydningen af lysstrålerne mellem luft og væv. Hornhindens brydning er i gennemsnit ca. 42 dioptrier svarende til en krumningsradius på 7,6 mm. Dette mål anvendes bl.a. ved tilpasning af kontaktlinser. Hornhinden er på midten ca. 0,5 mm tyk og består overvejende af et stroma af tæt sammenvævede bindevævsfibriller i et regelmæssigt mønster, som betinger vævets klarhed. Udvendig beklædes hornhinden af et epithel og indvendig af et enkelt cellelag, endothel. Hornhinden er rigeligt forsynet med nerver, hvilket er årsagen til, at hornhindelidelser ofte er meget smertefulde.

Øjets indre

Øjets indre er opdelt i et mindre forreste afsnit og et større bageste afsnit, adskilt af regnbuehinden, iris. Øjets forreste afsnit afgrænses fortil af hornhinden og bagtil af regnbuehinden, som hæfter sig på senehindens inderside. Herved opstår forkammeret, et væskefyldt hulrum, som er dybest i midten, og som bliver smallere ud mod siderne i den såkaldte kammervinkel, camera anterior. Kammervinklen indeholder et system af porer (trabekelværket), der fungerer som en svamp, som opsuger kammervandet og sender det videre gennem Schlemms kanal og ud i blodkredsløbet.

Regnbuehinden danner et sejl eller en membran i øjet med et cirkulært hul i midten, pupillen, som danner forbindelse mellem det forreste og det bageste kammer. Pupillens størrelse påvirkes af to muskler i regnbuehinden, en cirkulær snøremuskel (musculus sphincter pupillae) og en radiær (musculus dilatator pupillae), der kan udvide pupillen. Pupillens bevægemuskler består af glat muskulatur. Regnbuehinden er sammensat af to lag. Det forreste lag giver øjet farve og mønster ved sin varierede struktur og pigmenteringsgrad, hvorimod det bageste lag består af en sort hinde af pigmentceller, som hindrer lyset i at trænge igennem iris.

Øjets bageste afsnit afgrænses fortil af regnbuehinden og bagtil af senehinden samt øjets indre hinder: årehinden, choroidea, og nethinden, retina. Umiddelbart bag ved pupillen sidder øjenlinsen, lens, en glasklar struktur, som er ophængt i en mængde mikroskopiske barduner (zonulatråde). Øjenlinsen har form af og fungerer som en optisk linse med en styrke på ca. 20 dioptrier i hvile. Hos yngre personer kan øjenlinsen ændre form, hvorved dens brydningskraft kan øges med 10-15 dioptrier i forbindelse med billeddannelsen på nethinden, se også akkommodation. Med alderen mindskes linsens evne til formændring, og hos 60-årige er den oftest næsten forsvundet, se alderssyn. Øjenlinsen består af en kerne, der dannes i fosterlivet, og en omgivende bark, der øges livet igennem. Uden om dette ligger en hinde, linsekapslen, som spiller en vigtig rolle ved operationer for grå stær.

Øjenlinsens ophængningsapparat, zonulatrådene, hæfter sig på øjeæblets inderside bag regnbuehinden i strålelegemet (corpus ciliare). Strålelegemet fungerer ikke blot som anker for zonulatrådene, men kan via en glat muskel (musculus ciliaris) påvirke trådenes spænding og derigennem ændre linsens form. Strålelegemet fungerer også som en kirtel, der danner kammervandet, som fra strålelegemet flyder ud mellem øjenlinsen og regnbuehinden, igennem pupillen og forkammeret, for at blive opsuget af trabekelværket. Forstyrrelser i afløbet kan medføre øjensygdommen grøn stær.

De bageste øjenafsnit fyldes af glaslegemet, corpus vitreum, en gennemsigtig, afrundet, geléagtig struktur. Glaslegemet består af 99% vand samt kollagen og hyaluronsyre.

Årehinden består af blodkar og blodfyldte hulrum, som modtager iltet blod via de blodkar, arteriae ciliares, der i stort tal trænger gennem senehinden. Når blodet efter at have afgivet ilt til vævet atter skal ud af øjet, foregår det via nogle større opsamlingsårer, vortexvenerne (venae vorticosae). Årehindens opbygning afspejler øjets meget høje stofskifte med deraf følgende behov for ilt og næringsstoffer.

Nethinden er øjets inderste, lysopfattende hinde, der som et tapet beklæder det bageste afsnit. Den har en kraftig rødbrun farve, der dog kan variere fra lys gullig hos blonde personer til næsten skifergrå hos afrikanere. Synsnervens udspring i øjet, papilla nervi optici, ses som en næsten cirkulær, hvidgul eller rosa skive bagtil i nethinden. Blodtilførslen sker igennem nethindeåren, arteria centralis retinae, som sammen med synsnerven kommer ind igennem øjets senehinde.

I nethinden breder blodårerne sig ud som grenene i en trækrone. De fineste forgreninger, kapillærer, er usynlige, men efter at have afgivet sin ilt samler blodet sig atter i større blodårer, som til sidst forlader øjet gennem vena centralis retinae. Nethindens gule plet, macula lutea, hvori den skarpeste billeddannelse foregår, er beliggende i nærheden af synsnervepapillen. Den gule farve, som skyldes et særligt farvestof, er ikke synlig under normale omstændigheder.

Nethinden er opbygget af to lag, som opstår tidligt i fosterlivet, ved at øjenblæren, som poser sig frem fra forhjernen, bliver foldet ind i sig selv, på samme måde som en bold uden luft kan trykkes sammen. Den bageste del af blæren danner pigmentepithelet, og den forreste del af blæren bliver til neuroretina inderst i nethinden. Pigmentepithelet består af et enkelt cellelag, som indeholder de pigmentkorn, melanin, der giver nethinden den rødbrune farve. Neuroretina har en meget kompleks opbygning af lysopfattende celler, stave og tappe, og flere typer af nerveceller, der bearbejder og transporterer de elektriske synsimpulser videre gennem synsnerven til hjernen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig