øre

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Øre. Hos hajen overføres lydsvingninger, der rammer kraniekassen gennem columella, til labyrinten i det indre øre, der er indesluttet i hørekapslen. Sprøjtehullet er den forreste gællespaltes åbning på overfladen. Hos padder er gællespalten lukket af en trommehinde, der opfanger lydsvingningerne. Derudover er columella forbundet med kvadratbenet, der indgår i paddekæbeleddet. I hørekapslen er der udviklet et tyndt område (det ovale vindue), hvorigennem columella overfører svingningerne til det indre øre. Hos krybdyr er der sket en videre opdeling i en selvstændig trommehinde, adskilt fra kvadratbenet. Der er i øvrigt stor variation i detaljerne i udformningen af øret hos padder og krybdyr. Hos mennesket er der sket en endnu videre udvikling, idet kvadratbenet er omdannet til ambolten, mens et andet ben, ledbenet, er omdannet til hammeren, dvs. at det primitive kæbeled er nedlagt som sådant og erstattet af et nyt led, mens det gamle nu findes som leddet mellem hammer og ambolt, og columella er videreført som stigbøjlen. Det eustakiske rør og trommehulen repræsenterer den første gællespalte, der udadtil er lukket af trommehinden.

øre, sanseorgan til registrering af mekaniske svingninger (lyd), som forplanter sig gennem luft, vand eller fast stof. Blandt leddyr, navnlig insekter, findes ører i en mangfoldighed af udformninger, opstået ved flere af hinanden uafhængige evolutionsforløb (se hørelse, høreorganer og insekter).

Hvirveldyr

Hos hvirveldyrene har øret og ligevægtsorganet en fælles oprindelse i en blæreformet indkrængning af overfladeepithelet, høreblæren (otocysten), som dannes ud for baghjerneanlægget tidligt i fosterlivet. Otocysten er udviklingsmæssigt beslægtet med fiskenes sidelinjeorgan, et fintfølende sanseorgan til registrering af strømninger og lavfrekvente svingninger i vand. Høreorganet og ligevægtsorganet udgør et sammenhængende system, den hindede labyrint, som er indlejret i et system af kanaler og hulrum i hørekapslen; hos pattedyr i den benede labyrint, beliggende i kraniets fjeldben. Den hindede labyrint indeholder en væske, endolymfe, hvis sammensætning afviger markant fra perilymfen, der udfylder mellemrummet mellem den benede og den hindede labyrint.

Øre. Menneskets øre.

Øre. Menneskets øre.

Sansecellerne optræder i specialiserede grupper på indersiden af den hindede labyrint. Både i ligevægtsorganet og i høreorganet har sansecellerne store ligheder med sansecellerne i fiskenes sidelinjeorgan. De er aflange og udstyret med et antal tynde, fingerformede udløbere (sansehår), som udløser en ændring i den elektriske potentialforskel over cellemembranen, når de bøjes. Dette påvirker i næste led nervetråde, som er i kontakt med sansecellerne. Hos fiskene er hørelsen knyttet til to sækformede afsnit af den hindede labyrint, sacculus og lagena, der hver indeholder en afrundet kalkudfældning, øresten (otolit), som hviler mod sanseceller i sækkenes væg. Ørestenene har større massefylde (og dermed inerti) end endolymfen. Lydbølger, der fra vandet forplantes gennem fiskens hoved, vil derfor få sansecellerne til at vibrere i forhold til otolitten, hvorved sansehårene bøjes.

Ordet øre kommer af oldn. eyra, af germ. *auzan-, af samme indoeur. opr. som lat. auris med dim.afledn. auricula, jf. aurikel.

Øret når sin højeste udvikling hos pattedyr, hvor det oprindelige sanseorgan, det indre øre, er udbygget med to lydtransmitterende afsnit: det ydre øre med øregangen, der er udviklet i fostertilværelsen fra anlægget til den forreste ydre gællefure, og et luftfyldt mellemøre, der er udviklet fra den forreste indre gællefure, adskilt fra øregangen af trommehinden og forbundet med næsesvælget gennem det eustakiske rør. Det indre øre er en videreudvikling af lagena, der danner en rørformet udløber, ductus cochlearis, som hos pattedyrene er lang og snoet op i en spiral, der er indlejret i en sneglehusformet knoglekanal, høresneglen (cochlea), i fjeldbenet.

Det ydre øre og mellemøret. Det ydre øre er hos næsten alle pattedyr udbygget med en variabelt udformet tragt (øremusling), som indfanger lyden og hjælper ved retningsbestemmelse af en lydkilde. Lydbølgerne sætter trommehinden i svingninger, der overføres gennem det luftfyldte mellemøre via en kæde af tre små knogler (ossikler): hammeren (malleus), hvis skaft er fastvokset til trommehindens inderside, ambolten (incus) og stigbøjlen (stapes), hvis ovale "fodplade" er fastvokset til en membran, der dækker det ovale vindue, hvorigennem svingningerne overføres til det indre øre. Lydtrykket mod trommehinden koncentreres på det meget mindre ovale vindue medførende en 10-20 gange kraftforstærkning.

Øre. Omsætningen af mekaniske svingninger (lyd) til nerveimpulser sker i det cortiske organ, hvis gulv, membrana basilaris, sættes i svingninger, når lydbølger forplanter sig fra scala vestibuli gennem scala media til scala tympani. Membranen er hos mennesket ca. 3 cm lang og snoet 2½ vindinger op gennem sneglen. Ved sneglens basis er membranen kun 100 µm bred og stram; bredden øges gradvis og er ved sneglens top 500 µm og mindre spændt. Denne forskel i bredde og spænding medfører, at medsvingningerne (resonansen) i membranen for en given frekvens har størst amplitude et bestemt sted i sneglen. Den såkaldte tonotopiske opbygning af sneglen er grundlag for ørets analyse af de frekvenser, der indgår i et tonebillede.

I mellemøret findes to små muskler, der er tilhæftet hhv. hammeren og stigbøjlen, og som kan dæmpe svingningerne. Ved høj lyd eller forventning om en sådan spændes disse muskler som en beskyttelsesmekanisme for det indre øre.

Ved synkning og gaben åbnes det eustakiske rør, hvorved trykket i mellemøret udlignes til atmosfæretryk. Ved længerevarende tillukning af det eustakiske rør opstår undertryk i mellemøret, fordi luftens ilt optages i blodet, hvilket medfører hørenedsættelse, fordi trommehindens svingninger dæmpes.

Lydtransmissionsmekanismen til det indre øre er hos de øvrige dyregrupper meget variabelt udformet. Hos krybdyr og fugle ligger trommehinden i reglen i plan med eller let forsænket i forhold til hovedets overflade. Hos nogle krybdyr kan svingninger også overføres til det indre øre gennem en knoglekæde, som optager svingninger fra underkæben; hos slanger er det tilsyneladende den eneste mekanisme, idet de mangler trommehinden. Hos nogle padder (frøer) er der ud over til trommehinden også knoglekontakt til dyrets skulderbælte, således at vibrationer i underlaget forplantes til høreorganet gennem forbenene. Nogle padder har ingen trommehinde eller mellemøre og opfatter kun sådanne "seismiske" vibrationer.

Det indre øre. Høresneglen er opdelt i tre parallelle "løb", hvoraf ductus cochlearis, der indeholder endolymfe, danner det midterste, der betegnes scala media. Over og under denne ligger hhv. scala vestibuli og scala tympani, der indeholder perilymfe og er forbundet ved sneglens top. Scala vestibuli står i forbindelse med det perilymfatiske rum i vestibulum, hvortil stigbøjlen overfører sine svingninger. Disse forplantes gennem scala vestibuli og overføres til scala tympani ved resonans gennem scala media.

Scala tympani er forbundet med mellemøret gennem en membran, det runde vindue, der svinger i modfase til membranen over det ovale vindue. Den side af scala media, der vender mod scala vestibuli, består af en ganske tynd membran (Reissners membran); mod scala tympani begrænses scala media af membrana basilaris, der er opbygget af stramme fibre, udspændt mellem en knoglekam på sneglens midtersøjle (modiolus) og en kam langs dens ydre væg. Disse fibre har en resonansfrekvens, der falder mod sneglens top. Svingninger i scala vestibuli vil derfor afhængigt af frekvensen bringe forskellige områder af membrana basilaris i resonanssvingninger, der registreres af et kompliceret system af sanseceller, det cortiske organ, der er fastgjort til membrana basilaris.

Ligevægtssans

Sansen for kroppens orientering og bevægelse i forhold til tyngdekraften er hos hvirveldyr ligesom rotationssansen knyttet til det indre øre. Sammen med synet og sanseinformation fra led og muskeltene er ligevægtssansen af afgørende betydning for opretholdelsen af balance i hvile og under bevægelse. Ligevægtssansen og rotationssansen udgør desuden grundlaget for korrektionen af hovedets og øjnenes stilling under kropsbevægelser, således at et roligt, stationært synsfelt kan bevares.

Vestibulum er sanseorgan for ligevægts- og rotationssans. Vestibulum består af otolitorganerne, utriculus og sacculus, samt buegangsorganet, semicircularkanalerne. Otolitorganerne signalerer hovedets stilling i forhold til lodlinjen samt hovedets lineære (dvs. rotationsfrie) hastighedsændringer. Buegangsorganet signalerer ændringer i hovedets rotationshastighed, uanset hvilken akse bevægelsen foregår omkring.

I den hindede labyrint omsættes ydre sansepåvirkning til nerveaktivitet med særlige hårceller som mellemled. Disse cellers udløbere (kaldet hår) i labyrintens indre væske regulerer hårcellens elektriske membranspænding. Afbøjning af hårene til én side øger cellernes aktivering af fraførende nervetråde, mens afbøjning i modsat retning hæmmer nerveaktiviteten.

I otolitorganerne tynges hårene af en gelatinøs membran indeholdende tunge kalkkrystaller. Membranens trækretning ændres derfor med tyngdekraftens orientering. I buegangsorganet omgives hårcellerne af en gelatinøs masse, således at hårenes afbøjning ændres ved de væskestrømninger, der indtræder i buegangene ved ændringer i hovedets rotation.

Læs også om ørets opfattelse af tale.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Underemner

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Øre. Omsætningen af mekaniske svingninger (lyd) til nerveimpulser sker i det cortiske organ, hvis gulv, membrana basilaris, sættes i svingninger, når lydbølger forplanter sig fra scala vestibuli gennem scala media til scala tympani. Membranen er hos mennesket ca. 3 cm lang og snoet 2½ vindinger op gennem sneglen. Ved sneglens basis er membranen kun 100 µm bred og stram; bredden øges gradvis og er ved sneglens top 500 µm og mindre spændt. Denne forskel i bredde og spænding medfører, at medsvingningerne (resonansen) i membranen for en given frekvens har størst amplitude et bestemt sted i sneglen. Den såkaldte tonotopiske opbygning af sneglen er grundlag for ørets analyse af de frekvenser, der indgår i et tonebillede.

© Dette billede må du ...

Øre. Hos hajen overføres lydsvingninger, der rammer kraniekassen gennem columella, til labyrinten i det indre øre, der er indesluttet i hørekapslen. Sprøjtehullet er den forreste gællespaltes åbning på overfladen. Hos padder er gællespalten lukket af en trommehinde, der opfanger lydsvingningerne. Derudover er columella forbundet med kvadratbenet, der indgår i paddekæbeleddet. I hørekapslen er der udviklet et tyndt område (det ovale vindue), hvorigennem columella overfører svingningerne til det indre øre. Hos krybdyr er der sket en videre opdeling i en selvstændig trommehinde, adskilt fra kvadratbenet. Der er i øvrigt stor variation i detaljerne i udformningen af øret hos padder og krybdyr. Hos mennesket er der sket en endnu videre udvikling, idet kvadratbenet er omdannet til ambolten, mens et andet ben, ledbenet, er omdannet til hammeren, dvs. at det primitive kæbeled er nedlagt som sådant og erstattet af et nyt led, mens det gamle nu findes som leddet mellem hammer og ambolt, og columella er videreført som stigbøjlen. Det eustakiske rør og trommehulen repræsenterer den første gællespalte, der udadtil er lukket af trommehinden.

Viser 3 af 3 billeder

Filer

FilTilføjet af 
 27122136.swf (28.29 kB)

Øre.

Admin

06/03/2009

[+319027818.801.svg (42.94 kB)

Øre. Menneskets øre.

Admin

06/03/2009

[+506826.801.svg (103.58 kB)

Øre. Hos hajen overføres lydsvingninger, der rammer kraniekassen gennem columella, til labyrinten i det indre øre, der er indesluttet i hørekapslen. Sprøjtehullet er den forreste gællespaltes åbning på overfladen. Hos padder er gællespalten lukket af en trommehinde, der opfanger lydsvingningerne. Derudover er columella forbundet med kvadratbenet, der indgår i paddekæbeleddet. I hørekapslen er der udviklet et tyndt område (det ovale vindue), hvorigennem columella overfører svingningerne til det indre øre. Hos krybdyr er der sket en videre opdeling i en selvstændig trommehinde, adskilt fra kvadratbenet. Der er i øvrigt stor variation i detaljerne i udformningen af øret hos padder og krybdyr. Hos mennesket er der sket en endnu videre udvikling, idet kvadratbenet er omdannet til ambolten, mens et andet ben, ledbenet, er omdannet til hammeren, dvs. at det primitive kæbeled er nedlagt som sådant og erstattet af et nyt led, mens det gamle nu findes som leddet mellem hammer og ambolt, og columella er videreført som stigbøjlen. Det eustakiske rør og trommehulen repræsenterer den første gællespalte, der udadtil er lukket af trommehinden.

Admin

06/03/2009

[+516727.801.svg (128.38 kB)

Øre. Omsætningen af mekaniske svingninger (lyd) til nerveimpulser sker i det cortiske organ, hvis gulv, membrana basilaris, sættes i svingninger, når lydbølger forplanter sig fra scala vestibuli gennem scala media til scala tympani. Membranen er hos mennesket ca. 3 cm lang og snoet 2½ vindinger op gennem sneglen. Ved sneglens basis er membranen kun 100 µm bred og stram; bredden øges gradvis og er ved sneglens top 500 µm og mindre spændt. Denne forskel i bredde og spænding medfører, at medsvingningerne (resonansen) i membranen for en given frekvens har størst amplitude et bestemt sted i sneglen. Den såkaldte tonotopiske opbygning af sneglen er grundlag for ørets analyse af de frekvenser, der indgår i et tonebillede.

Admin

06/03/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
JHou
13/11/2013
Redaktionen
12/12/2011
Oprindelige forfattere
JHou
02/02/2009
JTrJ
02/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki