læber

Læber, lat. labia, gr. cheile, de bløddele, der omgiver mundåbningen. Huden på læbernes yderside er hos manden beklædt med skæghår, barbae, der udvikles ved puberteten som en sekundær kønskarakter. Læbernes inderside dækkes af mundslimhinde med talrige små underliggende spytkirtler, hvorfor den føles nopret med tungespidsen. Overgangen mellem hud og mundslimhinde er hos mennesket krænget ud under dannelse af en bred overgangszone, prolabiet, hvor talrige bindevævspapiller fører blodkar og nerver ganske tæt op under overfladen, hvilket giver prolabiet dets farve og store følsomhed. Mundens store ringformede lukkemuskel, musculus orbicularis oris, er beliggende i læberne og giver, sammen med andre og mindre muskler, læberne en fint differentieret, viljebestemt formbarhed, der former visse lyde i det talte sprog (se artikulation) og indgår som et væsentligt element i ansigtets mimiske udtryk. Beføling med læber og tunge er hos det lille barn et vigtigt middel til oplevelse af omverdenen og genfindes hos den voksne i det erotiske kys. Læbernes fylde og farve signalerer sundhed og erotik og fremhæves ofte ved bemaling.

Overlæben dannes hos mennesket i fosterlivet ved sammenvoksning af tre dele, hvor midterdelen på den færdigudviklede læbe erkendes som en svag indsænkning, philtron (gr. 'elskovsdrik'). Ved manglende sammenvoksning, oftest enkeltsidigt, opstår misdannelsen læbespalte (hareskår, se læbe-gane-spalte).