Stemmelæber, to modstillede, slimhindebeklædte kamme i struben, formet over to bindevævsstrenge, ligamenta vocalia (stemmebånd). Stemmelæbernes længde og spænding reguleres af mange små muskler, hvorved de kan frembringe de mangfoldigt varierede, overtonerige klange, der kendetegner menneskestemmen, når de sættes i svingninger af luftstrømmen fra lungerne. Se også artikulation, stemme og stemthed.