Kravebensbrud, nøglebensbrud, fractura claviculae, knoglebrud af kravebenet, som optræder ved fald på strakt arm, idet kravebenet i denne stilling danner en direkte forlængelse af armen, eller ved fald på skulderen. De fleste brud sidder på den midterste tredjedel af knoglen; mere end halvdelen af bruddene forekommer hos børn. Brud uden større forskydning behandles med armslynge. Ved forskydning af brudenderne søges bruddet sat på plads og fastholdt med en bandage rundt om begge skuldre (ottetalsbandage).