knoglemarvsbetændelse

Bakterierne formerer sig i knoglemarvens spongiøse væv, hvor der dannes materie (pus), som breder sig til selve knoglen i knoglevævets fine kanaler, således at der opstår knoglebetændelse (ostitis). Det når ud til knoglevævets ydre hinde, hvorunder betændelsen spreder sig som benhindebetændelse (periostitis). Ubehandlet kan pusset under benhinden trænge ind i de nærmeste led og forårsage ledbetændelse, ligesom det kan trænge gennem benhinden og danne en byld (absces), som ved åbning til huden danner en kanal (fistel) mellem knoglen og overfladen.

Den del af knoglen, der er angrebet, taber sin iltforsyning og går til grunde. Pga. afstødning fra det raske knoglevæv dannes der herved et løst, dødt knoglestykke (sekvester), som kan være tilholdssted for bakterier, som vanskeligt kan nås med antibiotisk behandling, da blodforsyningen mangler.

Den hæmatogene form for knoglemarvsbetændelse rammer oftest enderne af de lange rørknogler i arme og ben og optræder især hos små børn med ledsagende feber, dårlig trivsel og smerter. Den form for knoglebetændelse, som skyldes bakterier, der får adgang til knoglen udefra, er den hyppigste og kan optræde i alle aldre. Den er oftest forudgået af knogleoperationer eller åbne læsioner, evt. med knoglebrud. Kronisk knogleinfektion er sjælden, men var tidligere almindelig som led i knogletuberkulose, især som ryghvirvelbetændelse (spondylitis).

Diagnosen sikres ved knoglescintigrafi, hvor der kan påvises øget aktivitet, eller ved røntgenundersøgelse, hvorved evt. sekvesterdannelse kan påvises.

Knoglemarvsbetændelse behandles med antibiotika. I alvorligere tilfælde suppleres med kirurgisk behandling med åbning helt ind til knoglemarven, fjernelse af eventuelle sekvestre og oprensning af eventuelle fistler.

• bakterier
• betændelse
• knoglemarv