Springfinger, digitus saltans, finger, hvis bevægelser sker i sæt eller spring pga. en forsnævring af seneskedens indgangsport af ukendt årsag; hos småbørn skyldes fænomenet muligvis en medfødt seneskedeforsnævring. Lidelsen, der kan opstå i alle fingre, men oftest tommel- og ringfinger, er tit ledsaget af smerte og ømhed i håndfladen ud for fingerens grundled. Hos voksne går lidelsen over af sig selv i ca. 30% af tilfældene. Sygdommen kan i nogle tilfælde behandles med indsprøjtning af binyrebarkhormon i seneskeden. Kirurgisk spaltning af forsnævringen bør som regel foretrækkes.