Brandsår, læsion som følge af varmepåvirkning. Brandsårs dybde afhænger af temperaturen og påvirkningens varighed. Temperaturgrænserne er forbavsende lave: 44 °C varmt vand kan give en overfladisk skoldning; 54 °C varmt vand giver dyb skade i løbet af 30 sekunder. Ild giver så at sige straks meget dybe skader. En førstegradsforbrænding er lokaliseret til overhuden (se hud). Der kommer rødme af huden, men ingen blærer. Uden behandling heler skaden på en eller få dage. Ved andengradsforbrænding beskadiges også den underliggende hud, læderhuden. Der kommer hævelser af hud og underhud samt karakteristiske brandsårsblærer. Der er stor risiko for betændelse. En overfladisk andengradsforbrænding heler uden ar i løbet af 10-14 dage; en dybere i løbet af tre til fem uger med dannelse af karakteristiske røde og stærkt skæmmende ar. Ved en tredjegradsforbrænding går beskadigelsen ned i underhuden (fedthuden). Huden bliver sort. Helingen foregår enten ved skrumpning eller ved hudtransplantation.

En udbredt brandskade medfører et stort væsketab, og ubehandlet vil patienten dø af kredsløbschok (shock) i løbet af 8-20 timer. Lunge-, hjerte-, nyre- og leverfunktion påvirkes, og immunapparatet sættes ud af funktion. Behandlingen af patienter med meget udbredte brandskader er en specialopgave. I de første 24 timer skal kredsløbschokket behandles, senere skal død hud erstattes med levende ved hudtransplantation.

Meget udbredte brandskader er sjældne, færre end 30 om året i Danmark. Små brandskader er til gengæld meget hyppige: flere end 10.000 årligt. Førstebehandlingen er vigtig, men simpel: Det forbrændte område behandles med koldt vand (8-15 °C), til det er smertefrit, også når behandlingen indstilles; ofte er flere timers behandling nødvendig. Hvis viderebehandling er nødvendig, bør man søge læge eller skadestue. De fleste brandskader kan forebygges. Antallet af indlæggelser for brandskader er reduceret til en tredjedel gennem de sidste 30 år, og mere end halvdelen af denne reduktion skyldes forebyggelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig