reimplantation

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

reimplantation, (af re- og in- og afledn. af lat. plantare 'plante'), genpåsætning af legemsdele efter ulykkestilfælde, hvorved der er sket en amputation. Det drejer sig oftest om skader på hænder og fingre, i sjældne tilfælde om andre kropsdele, fx det ydre øre. I Danmark forekommer der 50-75 skader om året, hvor reimplantation kommer på tale. Reimplantation forsøges kun, såfremt ulykkestilfældets sværhedsgrad, patientens alder, erhverv og ønske om reimplantation giver grundlag herfor.

Behandlingen sker akut og kræver mikrokirurgisk ekspertise, som regel på en hånd- eller plastikkirurgisk afdeling. Det er vigtigt, at den amputerede del holdes afkølet ved ca. 4 °C for at undgå yderligere skader på vævet som følge af iltmangel, og at tiden, indtil blodkredsløbet retableres, bliver så kort som muligt, helst mindre end seks timer. Under heldige omstændigheder kan reimplantation lykkes op til 24 timer efter tilskadekomsten.

Reimplantation lykkes i øvede hænder i op mod 90% af tilfældene, men som følge af blodpropper i blodkarsammensyninger (anastomoser), sårinfektion o.l. overlever det reimplanterede væv ikke altid. Overlevelsen af det reimplanterede væv afhænger også af, i hvor høj grad vævet har været kvæstet, idet skarp afhugning giver de bedste muligheder, mens knusning eller afrivning kan give dårligere resultater. Når overlevelsen er sikret, tilbagestår en intensiv optræning for at opnå det bedst mulige funktionelle resultat. I denne fase kan det blive aktuelt med supplerende, funktionsforbedrende operationer, fx på sener, nerver og hud.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
01/02/2009
Oprindelig forfatter
CKrag
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki