obsessiv-kompulsiv tilstand

Tvangstanker

er idéer, tankebilleder eller indskydelser, der igen og igen dukker op i bevidstheden. De er pinagtige og opfattes som urimelige og meningsløse; de er ofte i modstrid med personens normale tanker eller følelser. Tvangstankerne kan være forestillinger om at være snavset, at miste kontrol og skade andre, eller de kan vise sig ved udtalt tvivlrådighed. En truffet beslutning fortrydes i samme øjeblik. Tankerne kan have et seksuelt eller religiøst indhold.

Tvangshandlinger

er stereotype gentagelser, der typisk må foretages af frygt for, at der ellers vil ske vedkommende eller familien noget ondt. Fx må den pågældende flere gange kontrollere, at kogepladerne på komfuret er slukket, og at hoveddøren er låst. Påklædningen skal ske efter et meget præcist mønster; sker det ikke, må det hele gentages, evt. flere gange. Efterhånden bliver talrige trivielle handlinger i dagligdagen underlagt tvangsritualer, som kan tage op til flere timer daglig, og som dermed efterhånden kan blive invaliderende. Huden kan skades af talrige daglige håndvaskninger, der er udløst af en tvangstanke om at være beskidt og ildelugtende. Det urimelige heri erkendes fuldt ud, men forsøg på at modstå tvangshandlingerne er næsten altid forgæves, idet der da opstår udtalt angst.

Årsagerne

til lidelsen er kun delvis kendt. Både genetiske forhold og uhensigtsmæssig indlæring spiller en rolle. Tvangssymptomer kan ses ved andre lidelser, især skizofreni, depression og hjerneskade.

Da patienterne har indsigt i urimeligheden af symptomerne, er de ikke sindssyge. Tilstanden findes i varierende sværhedsgrad, og forløbet er vekslende fra periodiske til vedvarende symptomer. Depressive symptomer støder ofte til. Ca. 2-3% af befolkningen vil i løbet af livet få lidelsen, der er lige hyppig hos begge køn og også forekommer hos børn.

Behandling

af lidelsen sker med lægemidler og psykoterapi. Antidepressive lægemidler med virkning på signalstoffet serotonin, fx fluoxetin, er særlig virksomme. Blandt psykoterapeutiske behandlingsmetoder er effekten af kognitiv adfærdsterapi bedst dokumenteret. I meget sjældne og svært invaliderende tilfælde kan psykokirurgiske indgreb komme på tale.