Folie à deux, sjælden sindssygdom præget af vrangforestillinger, der er fremkaldt ved samvær med en sindssyg person, oftest inden for samme familie. Sygdommen kan optræde hos en person, der lever tæt sammen med en sindssyg person under isolerede forhold. Efterhånden overtager personen de sindssygelige forestillinger fra den syge. Ved adskillelse forsvinder vrangforestillingerne efterhånden, men de kan dog i ganske sjældne tilfælde vedvare.