tvangsindlæggelse

tvangsindlæggelse, indlæggelse på en psykiatrisk afdeling mod patientens vilje i henhold til Psykiatriloven. Omkring 4% af indlæggelserne på en psykiatrisk afdeling sker ved tvang.

Patientens frivillige tilsagn om indlæggelse på psykiatrisk afdeling tilstræbes gennem vejledning om formål med indlæggelsen, behandling og udsigten til bedring. Hvis frivillig indlæggelse ikke accepteres, kan tvangsindlæggelse komme på tale, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand ligestillet hermed, og såfremt det vil være uforsvarligt ikke at tvangsindlægge, fordi udsigten til helbredelse eller betydelig bedring vil blive væsentlig forringet (behandlingskriterium, "gule papirer" (efter attestens papirfarve)), eller såfremt den pågældende frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre (farekriterium, "røde papirer").

Patientens pårørende eller andre, der har omsorg for patienten, fx personale på et sygehus, eller politiet skal tilkalde en læge, der må vurdere, om patienten er sindssyg, og om tvangsindlæggelse er påkrævet. I tilfælde heraf udfylder lægen en erklæring, hvor de kliniske forhold, der begrunder tvangsindlæggelsen, nøje omtales. Politiet træffer bestemmelse om selve indlæggelsen og yder bistand til at gennemføre den. Den læge, der vurderer, om patienten skal tvangsindlægges, må ikke være ansat på den modtagende psykiatriske afdeling. Indlæggelse i henhold til farekriterium skal ske straks, på behandlingskriterium inden for syv dage. Det er dog overlægen på den psykiatriske afdeling, der træffer den endelige afgørelse om tvangsindlæggelsen.

En person, der frivilligt er indlagt, kan ifølge loven tvangstilbageholdes. Kriterierne er de samme som ved tvangsindlæggelse, men det er alene overlægen, der træffer beslutningen. Overlægens afgørelse kan påklages til et psykiatrisk patientklagenævn. Se også tvangsbehandling.