dødstegn

De tidlige sikre dødstegn består af tegn på ophørt blodkredsløb og vejrtrækning, hvilket er de klassiske måder at konstatere døden. Derudover bleghed, kølig hud og øjenforandringer såsom manglende pupilrefleks, pupiludvidelse og brustne hornhinder, som ikke i sig selv kan bruges til dødskonstatering, men blot give mistanke om dødens indtræden.

Konstatering af de tidlige, sikre dødstegn betyder, at den formodet afdøde fortsat skal være under opsyn og ikke må flyttes til lighus, før de sene sikre dødstegn er påvist.

De sene sikre dødstegn, som hver især er tilstrækkelige til at erklære døden indtrådt, både lægeligt og juridisk, er:

• ligpletter (livores)
• dødsstivhed (rigor mortis)
• forrådnelse (cadaverositas)
• steril forrådnelse hos dødfødte (maceratio).
• derudover kan ”forandringer uforenelige med livets opretholdelse” bruges som et af de sene sikre dødstegn, fx forkulning eller svære skader, som uden tvivl er dødelige.

De sene sikre dødstegn indtræder i den ovenfor anførte rækkefølge, men kan kun med store forbehold benyttes til vurdering af tidspunktet for dødens indtræden. Ligpletternes fordeling kan i visse tilfælde bruges til at påvise, om liget har været flyttet efter døden.

Det skal nævnes, at dødstegn og dødskriterier ikke er identiske. Hvis en personer er erklæret hjernedød, sker det på basis af undersøgelser af den tilsyneladende levende person, men dødens indtræden er fastlagt som det tidspunkt, hvor hjernedød konstateres. De sene sikre dødstegn opstår først, når den hjernedøde patient får afbrudt den lægelige behandling, fx respiratorbehandling og medikamentel opretholdelse af kredsløbet. I praksis får hjernedød status som et af de sene sikre dødstegn.

• død
• ligsyn
• dødsattest