dødsstivhed

Dødsstivhed opstår, når ilttilførslen til muskulaturen ophører. Muskulaturens funktion hviler i en balance mellem actin- og myosinmolekylerne i muskulaturen, og denne balance er afhængig af ilttilførslen. Nok døden indtræder, og ilttilførslen dermed ophører, forstyrres denne balance, og muskulaturen fikseres i den stilling, den var i på det tidspunkt. Når forrådnelsesprocesserne begynder at virke, ophæves fikseringen og dermed dødsstivheden. Dødsstivheden er til stede i både den tværstribede muskulatur, i den glatte muskulatur og hjertemuskulaturen.

Dødsstivhed kan i nogle tilfælde ses når en afdød fjernes fra en placering, hvor arme eller ben har været understøttede på et højere niveau end kroppen. Det ses, at armen eller benet ”hænger” i luften, idet den stivhed, der er opstået i muskulaturen, forhindrer armen eller benet at sænkes til kroppens niveau. For at sikre, at dødsstivheden er til stede, er det dog nødvendigt at undersøge liget. Dødsstivheden indtræder almindeligvis først i kæbemuskulaturen og breder sig derefter nedad, og den aftager i samme rækkefølge.

Påvisningen foregår ved at en arm eller et ben bøjes, og at det er muligt at mærke at der er en modstand til stede. Efter at have bøjet fx armen – ”bryde dødsstivheden” – strækkes den og bøjes én gang til. Det er nu muligt at mærke, at modstanden er væk – ”dødsstivheden er brudt” – og dermed er dødsstivheden dokumenteret. Dødsstivheden kan i sjældne tilfælde gendannes i et vist omfang, når den brydes kort efter at den er dannet. Dødsstivhedens kraft afhænger af mængden af muskulatur, så det være meget svært at bøje en arm eller et ben hos en meget muskuløs person, og omvendt meget let ved en person med beskeden muskulatur, fx hos meget afmagrede personer.

Dødsstivheden kan, i lighed med ligpletter, i en vis grad benyttes til at bedømme afdødes stilling efter døden, men til forskel fra ligpletterne indtræder dødsstivheden senere, og kan derfor ikke bruges til vurdering af afdødes position, hvis undersøgelsen foretages mere end en til to timer efter dødens indtræden. Dødsstivheden forsvinder i modsætning til ligpletterne, og dette kan med store forbehold bruges til at fastslå, at døden må være indtrådt mere end to døgn før undersøgelsen.

Dødsstivheden indtræder hurtigere en normalt, hvis afdøde har været i kraftig aktivitet, fx slagsmål umiddelbart inden døden.

Efter slagtning indtræder rigor mortis for kvæg efter 10-24 timer, for svin efter 4-18 timer og hurtigere for mindre dyr som kyllinger og fisk. Kød opskæres normalt efter køling og indtrædelse af rigor mortis og betegnes "koldudbening".

• dødstegn
• ligpletter