Miljømedicin (Eksponering for farlige miljøfaktorer), har altid eksisteret. Nogle udslip af kemiske stoffer eller ioniserende stråling stammer fx fra vulkanske udbrud. Skovbrande er også en naturlig forureningskilde, som i hele menneskehedens historie er blevet suppleret med afbrænding til madlavning og opvarmning, og som især siden 1800-t. er blevet voldsomt forøget med forbrænding af kulbrinter til energiproduktion. En række giftige stoffer er af biologisk oprindelse, og nogle af de giftigste dannes naturligt i svampe. Størst interesse er der imidlertid for den forurening, som skyldes industriel aktivitet, idet den i princippet vil kunne mindskes. Det drejer sig ikke alene om selve det produkt, som fremstilles, men også om biprodukter, affaldsstoffer og de forureninger, der opstår ved nedbrydning eller forbrænding af produktet.

Forureningskilderne kan inddeles efter deres placering. En punktkilde, fx et kraftværk, udleder forurening fra en veldefineret lokalitet. En arealkilde, fx et industrikvarter, har en noget større udbredelse. Hvis et stort antal kilder er spredt over et stort område, kaldes de diffuse. Biler udgør fx således via deres udstødning en diffus forureningskilde.

En persons eksponering for en miljøfaktor kan belyses på et overordnet plan, fx ud fra det årlige forbrug af et bestemt kemisk stof eller produkt. For nogle produktionsprocesser kan man beregne udslippet. I de fleste tilfælde er konkrete målinger dog nødvendige, ikke mindst for at kontrollere beregningerne. Luftforureningen registreres for et begrænset antal stoffer ved målestationer, som er opstillet i København og andre steder i Danmark. Ligeledes er der krav om måling af bestemte stoffer i drikkevandet. Tilsvarende sker der en vis overvågning af bestemte forureninger i levnedsmidler. Forureningen varierer betydeligt fra sted til sted og til forskellige tider. Derfor er den eksisterende overvågning langtfra tilstrækkelig til at vurdere eksponeringen for farlige stoffer i Danmark. I nogle tilfælde kan et mere nøjagtigt mål for den enkelte persons eksponering opnås med bærbare instrumenter, der måler bestemte kemiske stoffer, støj eller ioniserende stråling, hvor personen opholder sig og færdes. Eksponering gennem kosten kan måles ved dobbeltportionsmetoden, som indebærer analyse af portioner af samme størrelse som den, personen selv har spist.

Optagelsen af kemiske stoffer kan ske gennem mave-tarm-kanalen, lungerne eller huden. Kun i sjældne tilfælde sker der en fuldstændig optagelse. Den relative optagelse kan være meget lille, fx ved kortvarig hudkontakt eller ved indtagelse af jord, der er forurenet med metaller. Det er derfor vigtigt at belyse, hvor meget af forureningen der faktisk er blevet optaget i kroppen. Dette kan i nogle tilfælde måles ved at analysere fx blodprøver for de pågældende forureningsstoffer eller deres nedbrydningsprodukter. Sådanne metoder anvendes til biologisk overvågning (monitorering).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig