forebyggelse af sygdom

Strukturel forebyggelse retter sig mod menneskers levekår. Den foregår ved at ændre forhold i deres omgivelser, som er skadelige, fx reducere forurening, sundhedsskadelige produkter og dårlige arbejdsforhold. Politikerne kan også gøre det svært at handle sundhedsskadeligt ved at forhøje prisen på tobak og alkohol og indføre aldersgrænser for køb. Gennem byplanlægning kan adgangen til fysisk udfoldelse blive bedre, fx ved etablering af cykelstier og parker. Hvis omgivelserne er indbydende, med parkbænke og cafeer, kan det medvirke til at mennesker mødes og dermed gøre ensomheden mindre.

Individrettet forebyggelse retter sig mod den enkelte. Myndigheder og andre kan også forsøge at overbevise borgerne om at handle sundhedsgavnligt fx få dem til at spise sundt eller lade sig vaccinere. Mange oplysningskampagner har desværre vist sig at være ineffektive. Borgerne informeres om, hvad der er usundt, men handler ikke altid derefter. Vacciner vil de fleste mennesker dog gerne tage imod. Helbredsundersøgelser kan også ses som forebyggelse, hvis det handler om at få mennesker til at ændre adfærd eller at stoppe et sygdomsforløb tidligt.

Sundhedsstyrelsen og andre laver ofte kampagner for at få mennesker til at ændre adfærd, fx ”6 stykker frugt og grønt om dagen”, ”Knæk smøgen” og ”Maks ti genstande alkohol om ugen”. Mange borgere kender disse slogans, færre retter sig efter dem. Når det handler om smitsomme sygdomme, viste det sig dog under Covid-19-pandemien i 2020-21, at det var muligt at få mennesker til at ændre adfærd gennem oplysning. Mere effektivt, men også mindre accepteret, er at forbyde noget, fx salg af tobak og alkohol til unge, eller gøre det tvunget at bruge sikkerhedssele og motorcykelhjelm. En anden måde at få borgerne til at ændre adfærd på er at lægge afgifter på det, myndighederne ikke ønsker borgerne skal forbruge, fx cigaretter. Afgifter virker bedst på unge, fordi de ofte har færre penge. De rammer socialt skævt, fordi de tynger mere i fattiges end i velhavendes budgetter.

Når man vil forbedre en befolknings sundhedstilstand (folkesundheden), kan man forsøge at mindske den samlede dødelighed og sygelighed, som man måler med et gennemsnit. Man kan også tilstræbe at mindske den sociale ulighed i sundhed mellem forskellige befolkningsgrupper, inddelt efter indkomst, uddannelse, erhverv mv. Ofte vil politikerne forsøge at opnå begge dele.

Målgrupperne for forebyggelsen kan være forskellige. Man kan vælge at fokusere forebyggelsen på dem, som har stor risiko for at udvikle en given sygdom, eller man kan gøre noget for hele befolkningen. Hvis man kan fortælle en gruppe mennesker, at der er stor risiko for, at de bliver syge, fx hvis de ikke ændrer kostvaner, er det muligt, at de motiveres mere for at ændre adfærd. Det kaldes en højrisikostrategi.

Retter man sin aktivitet, fx oplysning til hele befolkningen, kan motivationen for at ændre adfærd måske være mindre, til gengæld behøver borgerne ikke føle sig anderledes, når de spiser frugt i stedet for kager. Kan man få mange til at leve mere sundt, eller færre udsættes risikofaktorer, bliver effekten på den samlede folkesundhed stor.

Forebygger man i hele befolkningen fx for at færre skal få jernmangel ved at tilsætte jern i fødevarer, vil der være mange, som påvirkes. Er der en lille risiko ved tiltaget, vil mange, som ikke risikerer jernmangel, kunne blive negativt påvirket. Hvis man kun retter forebyggelsen mod grupper med en given høj risiko for sygdom, som altså har stor sandsynlighed for at få glæde af tiltaget, vil det være mere acceptabelt, at der også er en lille risiko forbundet med det.

Noget forebyggelse foregår i sundhedsvæsenet i form af vacciner og ved hjælp af lægemidler som skal mindske risikoen for sygdom, fx, kolesterolsænkende medicin. Læger, jordemødre og sygeplejersker prøver også at påvirke menneskers adfærd ved at tale om rygning og vægt.

Forebyggelse foregår dog hovedsagelig uden for sundhedsvæsenet, hvor opgaven er at forhindre, at mennesker udsættes for sundhedsskadelig påvirkning gennem det, de selv gør, fx at være fysisk inaktive, eller det, andre gør, når de udsætter medmennesker for passiv rygning, smitte eller bilos. Politikerne laver regler for virksomheder, så de forurener mindre og forbyder salg af produkter, som indeholder farlige stoffer som PFAS o.l.

Når politikere beslutter om forebyggelsestiltag, ved de ikke altid, hvem der får glæde af dem. Det er ikke til at vide, hvem der ikke får KOL, når det bliver dyrere at købe cigaretter. Derimod er det tydeligt, hvem der ikke får en hofteoperation, når der ikke er tid i sygehusvæsenet. Det er en af grundene til, at forebyggelse ikke prioriteres så højt som behandling. En anden er, at forebyggelse ofte har effekt på langt sigt, det varer længe før man kan registrere, at færre får hjerte-kar-sygdomme, når luftforureningen mindskes. Nogle tiltag har dog umiddelbar effekt. Lavere hastigheder på vejene fører umiddelbart til færre trafikskadede og -dræbte.

Forebyggelse er godt, når den forhindrer mennesker i at blive syge, men der kan også problemer med den. Hvis målet er at forhindre mennesker i at skade sig selv, fx ved brug af sikkerhedsseler, vil mange mene, at det ikke er myndighedernes opgave at blande sig i menneskers liv. Hvis formålet er at beskytte andre, fx at forhindre smitte eller passiv rygning, vil de fleste mene, at regulering er i orden. Risikoen skal dog have en vis størrelse, for at man griber ind. De færreste vil gøre meget for at forhindre forkølelsessmitte eller passiv rygning i private hjem, hvor privatlivets fred trumfer sundheden.

Tvang vil de fleste mene er uønsket, hvis man kan bruge andre midler. Tvang er kun tilladt i dansk forebyggelse, ved meget alvorlige smitsomme sygdomme, og når det er risiko for, at en psykisk syg skader sig selv eller andre.

En udfordring ved sygdomsforebyggelse er, at den kan rette unødig opmærksomhed mod og dermed bekymring for sygdom. Den kan skabe sygdomsangst og sygeliggørelse, hvor folk oplever sig som syge uden nødvendigvis at være det.

• livsstilssygdomme
• Sundhedsstyrelsen
• forebyggelsesetik