formeringsorganer

Formeringsorganer, organer, hvori kønscellerne udvikles og evt. overføres mellem kønnene. I det følgende behandles formeringsorganer hos dyr.

I botanikken har formeringsorganer traditionelt spillet en stor rolle i systematikken og bliver derfor behandlet under de enkelte grupper, se fx bladmosser, bregner, dækfrøede, frøplanter, nøgenfrøede samt formering.

Om menneskets formeringsorganer, se kønsorganer (menneskets kønsorganer).

De dyriske svampe samt stor- og smågopler og koraller er to meget simpelt byggede grupper; hos disse dannes kønscellerne ud fra midlertidige ansamlinger af celler. Alle mere avancerede rækker har egentlige formeringsorganer, men når man bevæger sig fra såkaldt lavere til mere avancerede rækker, er der ingen generel tendens til større kompleksitet. En mere oprindelig gruppe som fladorme har fx lige så komplekse formeringsorganer som hvirveldyrene. Derimod kan der inden for de enkelte grupper ses visse udviklingsforløb, idet man hos former, der anses for mere oprindelige, ofte finder ret diffuse kønskirtler, gonader, der strækker sig over en stor del af kroppen, samtidig med at kønscellernes udførselsveje er simple eller helt mangler. Hos de mere avancerede former er gonaderne lokaliseret i bestemte kropsafsnit og har veludviklede udførselsveje. Blandt ledormene er gonaderne fx simpelt bygget hos havbørsteorm, mens de hos oligochæter (fx regnorm) og igler er komplicerede. Hos hvirveldyr ses tilsvarende, at rundmundene har langstrakte gonader med fælles udførselsveje for sæd og urin og ingen egentlige hunlige udførselsveje, mens mere avancerede grupper som fx landlevende hvirveldyr har kompakte gonader og separate udførselsveje for både sæd og æg.

Hunlige organer

Æggene udvikles i ovarier eller æggestokke. Det kan fx være hule organer, hvor æggene dannes på væggens inderside og passerer ud gennem en rørformet æggeleder. Blandt andet hos insekter er ovariet kompakt, og særlige celler udvikler sig til ret store æg, der får tilført næring fra andre af ovariets celler. Hos de fleste hvirveldyr er ovariet også kompakt, men uden direkte forbindelse med æggelederen.

Det modne æg falder ud i krophulen, hvor det opfanges af æggelederens tragtformede indre åbning. Hos dyr, hvor befrugtningen af æg sker frit i vand, er organerne generelt ret enkle, mens der hos arter med indre befrugtning ses flere specialiseringer: fx en udposning på æggelederen, et sædgemme, hvori den modtagne sæd opbevares, eller et udvidet afsnit, børen eller uterus, hvor de befrugtede æg kan opbevares, og fosteret evt. gennemgå en hel eller delvis udvikling. Hos æglæggende, landlevende dyr, fx insekter, krybdyr og fugle, dannes der i et afsnit af æggelederen en beskyttende skal omkring ægget.

Hanlige organer

I testikler, der oftest er sæk- eller rørformede organer, omdannes vægceller til sædceller, spermatozoer, som føres ud gennem en sædleder. Hos dyr med indre befrugtning findes oftest et parringsorgan, hvormed sæden overføres til hunnen. Det kan være et selvstændigt organ, penis, som er i direkte forbindelse med sædlederens åbning, eller det kan være delvist omdannede kropslemmer som hos krebsdyr. Hos edderkoppehannen findes på det bageste par mundlemmer et vedhæng med et hulrum, hvortil sæden overføres efter at være afsat på et såkaldt sædspind; under parringen føres vedhæng og sædspind ind i den hunlige kønsåbning. Hos blækspruttehannen er en eller flere af armene omdannet til særlige parringsorganer, hectocotylus, hvormed hannen kan overføre en sædkapsel, spermatofor, til hunnen.

Kønnethed

De fleste dyr er særkønnede, dvs. at det enkelte individ enten er en han med testikler eller en hun med ovarier. En del dyregrupper består af hermafroditiske arter, hvor alle individer danner både æg og sæd, fx visse snegle. Hermafroditisme er opstået flere gange under dyrenes evolution og er som regel forbundet med ganske kompliceret byggede kønsorganer.

Andre arter, bl.a. visse koralrevsfisk, kan skifte køn, fx fra at være små hanner til at blive store hunner, en slags sekventiel hermafroditisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Zoofysiologi og -anatomi

Tobias Wang
Professor, sektionsleder, Aarhus Universitet