Artiklen kunne ikke vises.

Kvindens kønsorganer

Kønsorganer. De kvindelige kønsorganer. Tv. de indre kønsorganer set fra siden, i midten set forfra. Th. de ydre kønsorganer.

Kvindens kønsorganer inddeles i de indre og de ydre. De indre er beliggende i bækkenhulheden og omfatter æggestokke (ovarier), æggeledere (tubae), livmoder (uterus) og skede (vagina). De ydre (vulva) ligger over og mellem skambensbuen og dannes af venusbjerget (skambjerget, mons pubis eller mons veneris), de store og små skamlæber eller kønslæber (labia majora og minora), skamfuren og klitoris. De indre kønsorganer afgrænses til de ydre ved jomfruhinden eller mødommen (hymen), en tynd slimhindefold, der omgiver og delvis dækker skedeindgangen. Ved samleje brydes hinden, og efter fødsel er der kun små rester tilbage.

Æggestokkene er to ca. 3 cm lange, grårøde, mandelformede kirtler (kønskirtler) beliggende op ad bækkenvæggen på hver side af livmoderen og delvis omgivet af den udvidede del af æggelederne. Æggestokkene rummer de hulrum (follikler), hvori æggene findes, og kvindelige kønshormoner produceres. De største follikler kan ses med det blotte øje som knappenålshoved- til ærtstore, væskefyldte Graafske follikler, som indeholder modne æg, mens de langt mindre, umodne primærfollikler kun kan ses i mikroskop.

Hen imod midten af en menstruationscyklus brister en moden follikel, og ægget slynges ud og opfanges i æggelederen. En eventuel befrugtning foregår i den ende, der er nærmest æggestokken, og den Graafske follikel omdannes da til det gule legeme (corpus luteum), der producerer hormoner; ellers ender den omkring menstruationen som et lille ar. Ægget føres herefter igennem æggelederen til livmoderhulheden. Livmoderen er den største del i de kvindelige kønsorganer og har til opgave at optage det befrugtede æg, ernære fosteret under dets udvikling og medvirke ved barnets fødsel. Se også fødsel og graviditet.

Livmoderen ligger midt i bækkenet med de to æggeledere og æggestokke på hver sin side. Den er omgivet af bughinden, der sammen med æggelederen danner en vingelignende fold, der når ud til bækkenvæggen. Bagfladen af folden vender mod endetarmen, hvor æggestokkene ligger i en fold. Lejringen sikres først og fremmest af bækkenbundens muskulatur og bindevæv, som danner en elastisk gjord, hvorpå livmoderen hviler. En svækkelse af ophængningen kan medføre, at livmoderen glider ud gennem bækkenet. Livmoderen holdes desuden ved bindevævsbånd fra livmoderhalsen til bækkenet og af de runde moderbånd (ligamenta teres uteri). Disse afgår fra hver side af livmoderhjørnerne, gennemløber bækkenet som kraftige bindevævsbånd og løber gennem lyskekanalen for at fæste sig i de store kønslæber. Deres funktion er at holde livmoderen i en slags tømme.

Livmoderen er et tykvægget, fast muskuløst organ bestående af glatte muskelceller. Den er på størrelse med en middelstor pære; hos kvinder, der har født, er længden ca. 8 cm. Den smalle nederste del ligger delvis i skeden og kaldes livmoderhalsen. Livmoderens væg er inderst dækket af slimhinde (endometriet). Slimhindens udvikling svinger med menstruationscyklus: Tykkelsen varierer med indtil flere mm imellem tidspunktet lige efter og tidspunktet lige før menstruation. Det er i slimhinden, et befrugtet æg indlejres og udvikles, og livmoderen tiltager i størrelse og tilpasses det voksende foster: I ottende svangerskabsmåned når livmoderen til brystbenet, og vægten er blevet ca. 25 gange større, men efter fødslen genvinder den hurtigt sin normale størrelse.

Skeden er et 7-10 cm langt, affladet, muskuløst rør med en diameter på 2-3 cm. Fra åbningen mellem de små skamlæber strækker den sig opad og bagud for at fæstne sig omkring livmoderhalsen. Den er snævrest ved skedeindgangen og tiltager opadtil.

De små kønslæber er et par tynde, lyserøde hudfolder af varierende størrelse, som opadtil delvis omkranser klitoris. Mellem klitoris og skedeindgangen ligger urinrørsmundingen, og udførselsgangene fra to slimafsondrende Bartholinske kirtler udmunder på hver side af skedeindgangen. Fra venusbjerget strækker de store kønslæber sig nedad og uden om de små kønslæber. De to tykke, fedtfyldte hudfolder, hvor huden på ydersiden ofte er mørkere, er ligesom skambjerget besat med grove, ofte krøllede kønshår.

Klitoris er et lille erektilt organ homologt med mandens svulmelegemer. Den er ligesom disse fæstnet til bækkenknoglerne, der danner skambensbuen. Den yderste del, glans, og den tilstødende del af svulmelegemet (i alt næsten 2 cm af i alt 7-8 cm) er fri, mens resten ligger skjult i de små kønslæber. Huden på glans er meget tynd og følsom og spiller en stor rolle for kvindens orgasme.

Mandens kønsorganer

Kønsorganer. De mandlige kønsorganer.

Kønsorganer. De mandlige kønsorganer.

Mandens kønsorganer kan som kvindens opdeles i indre og ydre. De indre består af testiklerne (testes, stenene), bitestiklerne (epididymis), sædlederne (ductus deferens), sædblærerne (vesicula seminalis) og de forskellige urinvejskirtler samt blærehalskirtlen (prostata). De ydre kønsorganer udgøres af det mandlige lem (penis) med urinrør og pungen (scrotum).

Testiklerne ligger i modsætning til kvindens kønskirtler ikke i bughulen, men i hver side af pungen. De dannes i bughulen for i slutningen af fosterlivet at bevæge sig ud gennem lyskekanalen og ned i pungen. Lejringen i pungen er skråt nedad, den venstre lidt længere nede end den højre. De er aflange, ægformede og i gennemsnit 4 cm lange. Manglende nedsynkning giver øget risiko for testikelkræft og nedsat sædproduktion. Testiklernes hovedopgave er at producere sædceller og mandlige kønshormoner (androgener), som har betydning for udviklingen af kønskaraktererne. Testiklerne består af et gigantisk rørsystem (sædkanaler), der holdes sammen af forskellige hinder og bindevævsblade. Sædkanalernes samlede længde anslås til ca. 250 m. Særlige celler sørger for sædproduktionen (spermatogenesen), se sæd. I vævet mellem sædkanalerne findes Leydigs celler, der producerer mandlige kønshormoner.

I forbindelse med mandens orgasme (se også ejakulation) udtømmes op til et par hundrede millioner sædceller, som sammen med sekretet fra de forskellige kirtler, der er knyttet til sædvejene, danner sæden (sperma). Fra hver testikel fører 10-15 snoede udførselsgange over i hovedet af den tilhørende bitestikel, der ligger skråt over og bag testiklen. Udførselsgangene munder ud i et ca. 5-6 m langt, stærkt oprullet bitestikelgangrør. Modning og opbevaring af sædcellerne foregår i bitestiklerne, inden de transporteres videre i sædlederne. Sædlederen eller sædstrengen er et 40-50 cm langt, tyndt muskelrør, der løber fra bitestiklens hale i pungen gennem lyskekanalen, ind i bughulen og ned bag blæren, hvor den møder udførselsgangen fra sædblæren. Tilsammen danner de ejakulationsgangen, der går gennem blærehalskirtlen og udmunder højt oppe i urinrøret over urinrørslukkemusklen.

Blærehalskirtlen ligger under urinblæren og omslutter den øverste del af urinrøret. Den er normalt på størrelse med en kastanje og har form som en kort kegle med spidsen nedad. Den består af talrige kirtler, bindevæv og glat muskulatur. Et af dens vigtigste formål er, sammen med sædblærerne, at producere den væske, sædcellerne bliver sendt videre med. Under blærehalskirtlen, omkring lukkemusklen i bækkenbunden, findes de Cowperske kirtler, som afgiver sekret sammen med kirtlerne i urinrøret under erektion og inden sædafgang. Pungen er en hudsæk, der ved en bindevævsskillevæg er delt i to dele, som omslutter hver sin testikel, bitestikel og nederste del af testikelophængene med sædstreng.

Det mandlige lem består af tre svulmelegemer, to cavernøse (corpora cavernosa) og et spongiøst (corpus spongiosum). De cavernøse er delvis sammenhængende og dannes af talrige glatte muskelceller, som får dem til at minde om en svamp. Hulrummene (cavernae) i svampen er fyldt med blod, som frit flyder mellem de to legemer. I midten af de to svulmelegemer ligger to blodårer, der er ansvarlige for indpumpning af blod under erektion. Foran skambensbuen deles de cavernøse svulmelegemer og fæstnes til bækkenet, hvor de tillige dækkes af bækkenbundsmuskulaturen. Svulmelegemerne er omgivet af en stærk senehinde. Under og gennem denne findes små blodårer, drænvener, som leder blodet fra penis. Trykket i svulmelegemerne er ansvarligt for lemmets stivhed og er normalt det samme som blodtrykket på armen. Se også impotens.

Det spongiøse svulmelegeme ligger under de cavernøse og ender i penishovedet (glans, glans penis). Igennem dette løber urinrøret, som udmunder på glans. Det består af få glatte muskelceller og mange elastiske tråde, og dets funktion er at lede sæd ved udløsning og urin under vandladning. Huden på glans er tynd og meget følsom og dækkes af en hudfold, forhuden (præputium), der som huden på den øvrige del af penis er tynd, forskydelig og elastisk.

Udvikling

Den genetiske baggrund for kønsudviklingen er fastlagt allerede ved befrugtningen. Det er ikke muligt at skelne mellem kønsorganerne hos de to køn i de tidlige fosterstadier. Først når de kønscelleproducerende organer, æggestokke og testikler, begynder at afgive kønshormoner, udvikles kønsorganerne i enten kvindelig eller mandlig retning. Se også fosterudvikling.

Læs også om kønsorganer hos dyr.

 

Nyhedsbrev

Om artiklen

    © Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki