mælk

mælk, vandigt sekret, der dannes i mælkekirtlerne hos alle pattedyr, også æglæggende, og hvis indhold af fedt, kulhydrat (mælkesukker), protein (kasein og laktalbumin), salte (især calcium og fosfat) og vitaminer udgør den nyfødte unges eneste føde.

Som regel er mælkekirtlerne kun udviklet hos hunnerne, men findes rudimentært hos hannerne. Kun hos kloakdyr er de ligeligt udviklet hos begge køn. Hos disse dyr optager ungen mælken ved at opslikke den fra et hårklædt kirtelfelt på bugen. Hos alle øvrige pattedyr er der udviklet et eller flere par dievorter (patter), på hvis spids kirtelrørene udmunder. Hos pungdyrene sidder de i pungen, når en sådan findes, og den spæde unge kravler lige efter fødslen fra kønsåbningen op og suger sig fast ved en af vorterne.

De placentale pattedyr, dvs. pattedyr, hvis fostre næres og udvikles i kroppen via en moderkage (placenta), har ofte et stort antal dievorter, der anlægges langs to symmetriske linjer langs bugen, de såkaldte mælkelister. Hos arter, der føder mange unger, deles hver liste op i flere anlæg, indtil 13, som hver især udvikler en mælkekirtel med dievorte. Rækken af patter strækker sig hos fx hund og svin i hele listens længde fra armhulen til lysken. Når der kun er få dievorter til stede, sidder de enten på brystet (fx aber, elefant og flagermus) eller i lyskeregionen (fx hovdyr og hvaler). Mens ungerne normalt suger mælken ud af dievorten, sprøjtes den hos hvalerne, der mangler læber, og hos pungdyr ind i ungens mund.

Mælkens sammensætning varierer ikke blot i diegivningsperioden, men også fra art til art. Et højt proteinindhold accelererer ungens vækst. En diende sælunge fordobler således sin vægt på fem dage sammenlignet med 18 dage hos svin, 47 dage hos tamkvæg og et halvt år hos mennesket. Mælken hos sæler og hvaler har også et højt fedtindhold, mere end dobbelt så højt som i piskefløde, hvilket muliggør en hurtig opbygning af et varmeisolerende spæklag hos ungen. Mange ørkenpattedyr udskiller en fedtrig og vandfattig mælk som led i deres vandøkonomi.