Respirationsorganer, åndedrætsorganer, organer, hvorigennem organismer udveksler ilt (O2) og kuldioxid (CO2) med omgivelserne. Protister, polypdyr og mange ormeformede dyr, fx fladorme, rundorme og mindre ledorme, mangler specielle respirationsorganer, idet deres overfladeareal er tilstrækkelig stort i forhold til kroppen til at sikre den nødvendige iltoptagelse. Hos bl.a. regnorme øges effekten af et sådant hudåndedræt ved en rigelig karforsyning i huden. I nogle tilfælde tjener organer med en anden hovedfunktion samtidig som respirationsorgan, fx vandkanalsystemet hos dyriske svampe, fødeindsamlende tentakler hos mosdyr, brachiopoder og visse børsteorme, samt pighudernes sugefødder.

Egentlige respirationsorganer er stærkt overfladeforstørrede, men alligevel ret lokalt udbredte hudoverflader, der hos vandlevende dyr er krænget ud som gæller. Hos luftåndende dyr danner de, for at modvirke udtørring, indposninger, fx sækformede lunger eller rigt forgrenede, rørformede trakéer (ånderør). Vandfyldte lunger kendes kun hos søpølser. Respirationen over gæller fremmes, ved at vandet omkring dem bringes i bevægelse, mens luftfornyelsen i lunger og trakéer sker ved ind- og udpumpning af luft eller ved diffusion.

Gæller forekommer hos mange børsteorme, krebsdyr, bløddyr, sækdyr og vandlevende hvirveldyr. Hos sækdyr og lancetfisk er de usædvanlige ved at danne huller i væggen af det voluminøse svælg (gællesækken). Hos øvrige gælleåndende dyr kan de være trevlede, men består dog hos de fleste af tætstillede, blodfyldte gælleblade. Vandfornyelsen omkring gællerne sker enten, ved at vandet sættes i bevægelse af fimrehår på gælleoverfladen (hos snegle og muslinger), eller, ved at det pumpes forbi gællen ved muskelkraft (blæksprutter, brusk- og benfisk). I begge tilfælde løber blodet i gællen i omvendt retning af det forbistrømmende vand, et forhold, der yderligere øger optagelsen og afgivelsen af gasarterne.

Insekters og mange arachniders (bl.a. edderkoppers) trakéer danner et forgrenet rørsystem overalt i kroppens indre og åbner sig til kropsoverfladen gennem et antal poreformede spirakler. Disse kan åbnes og lukkes og er forsynet med støvstandsende filtre. Hos mindre insekter sker ventilationen af trakéerne ved diffusion, idet åndingen med lukkede spirakler forbruger ilten i trakéerne, hvorved der opstår en diffusionsgradient, således at ilt strømmer ind og kuldioxid ud, når spiraklerne atter åbnes. Større insekter fornyer luften ved at foretage pumpebevægelser med bagkroppen. Trakéernes fineste forgreninger bringer ilten helt ind i de forbrugende væv.

Lunger kendes, foruden hos nogle edderkopper og luftåndende lungesnegle, hos lungefisk og vand- og landlevende hvirveldyr. Hos hvirveldyrene danner de to blindsække, der via et luftrør står i forbindelse med svælget, og som skiftevis må fyldes og tømmes ved åndedrætsbevægelser. Lungevægge er stærkt indfoldede og rigt forsynede med kapillærer. Lunger mangler hos larverne (haletudserne) af padder, der i stedet ånder ved gæller, samt hos mange voksne halepadder, der nøjes med at ånde gennem huden. Hos pattedyr suges luften ind og ud af lungerne ved bevægelser af mellemgulv og brystkasse, se også respiration.

Fugle har ret små, uelastiske lunger og har i forbindelse med dem et antal ikke-respiratoriske, tyndvæggede luftsække. Disse ligger indeklemt mellem indvolde og muskler og fungerer som blæsebælge, der sender luften i en ensrettet strøm gennem lungerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig