Synsorganer, organer til opfattelse af lys. De er knyttet til særlige sanseceller, synsceller, og kendes fra de fleste dyregrupper; også visse encellede alger kan registrere lys efter samme principper. Cellernes foldede overflade indeholder et pigment, synspurpur eller rhodopsin, der kan absorbere lysenergi. Herved nedbrydes rhodopsin, og den frigjorte energi omsættes til en impuls gennem synscellens nerveudløber. Synscellerne kan ligge spredt i huden, fx i for- og bagenden hos regnorme, men er oftest ordnet i mere eller mindre komplekse synsorganer, øjne. Synsorganer mangler kun hos ganske få dyregrupper, fx bændelorme og de allerfleste rundorme og pighuder samt hos dyr, der lever i totalt mørke.

Ikke-billeddannende organer

De enklest byggede synsorganer er oceller, pigmentbægerøjne, hvor en gruppe synsceller er samlet inden for en bægerformet, lysabsorberende skærm af mørke celler, der kun tillader lys fra bestemte retninger at trænge ind gennem bægerets åbning. Sådanne synsorganer kan være suppleret med en glasklar samlelinse beliggende i pigmentbægerets åbning, som udvider synsfeltet og koncentrerer det indfaldende lys, dvs. øger øjets følsomhed. Oceller med eller uden linse er ikke billeddannende, men informerer om lysets retning og forskelle i lysstyrke. Dette har stor betydning for lyssky dyr, der kan opsøge passende skjulesteder. Mange planktoniske dyr og fritsvømmende larver af bundlevende hvirvelløse dyr registrerer vha. oceller det lys, der om dagen ovenfra trænger ned gennem vandet, og stimuleres derved til at foretage døgnvandringer op og ned gennem vandsøjlen.

Billeddannende organer

Egentlige øjne findes kun hos leddyr, blæksprutter og hvirveldyr og er af to helt forskellige typer. De parrede facetøjne (sammensatte øjne) på hovedet af leddyr, fx krebsdyr og insekter, danner et større eller mindre kugleudsnit, som rummer hundreder til tusinder tætsiddende, aflangt kegleformede enkeltøjne, ommatidier. Hvert ommatidium danner en optisk enhed, der udefra og indefter består af en linse, en krystalkegle og et lille antal synsceller. Linsen og krystalkeglen udgør enkeltøjets lysbrydende apparat. Ommatidierne er normalt indbyrdes adskilt af en pigmentkappe og derved optisk isolerede. I sådanne øjne afbilder hvert enkeltøje sit eget lille udsnit af det samlede synsfelt som et billedpunkt, og ved sammenlægning af punkterne opstår et mosaikbillede, der kan sammenlignes med et meget grovkornet billede fremstillet med raster. Da det lysbrydende apparat ikke kan ændre form eller afstand til synscellerne, kan et sådant synsorgan ikke skarphedsindstille, akkommodere. Billedskarpheden afhænger derfor af antallet af ommatidier, der er højest (25.000 pr. øje) hos de luftjagende guldsmede.

Øjnene hos både blæksprutter og hvirveldyr er, skønt opstået uafhængigt af hinanden, opbygget som et kamera. Linsen, der hos landdyr suppleres med en lysbrydende hornhinde, kan enten ændre form eller forskydes en smule langs øjets akse, dvs. stille skarpt, så billeddannelsen sker på den halvkugleformede og af synsceller dannede nethinde, retina. Øjet er optisk isoleret af pigmentceller og omgivende væv, så lyset kun trænger ind gennem linsen, og randstråler gennem denne (en årsag til uskarphed) kan elimineres ved formindskelse af en blænderåbning, pupillen, dannet af regnbuehinden. Lysfølsomheden kan hos natdyr, dybhavsfisk o.a. øges af et reflekterende lag under nethinden, tapetum lucidum, der returnerer det lys, der allerede har passeret nethinden, så det udnyttes endnu en gang. Det er grunden til, at de fleste pattedyrs øjne lyser i mørke. Se også syn og øje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig