Hals, den del af legemet, der forbinder hovedet med kroppen, og som navnlig hos krybdyr, fugle og pattedyr er specielt bevægelig, således at mundåbningen og sanseapparatet (syn, hørelse og lugtesans) kan orienteres i rummet uden medbevægelse af kroppen. Bevægeligheden skyldes specielle udformninger af halshvirvlerne, der hos næsten alle pattedyr findes i et antal af syv, uanset halsens længde. Fugle har 9-25 halshvirvler (flest hos svaner), og en art af de uddøde svaneøgler havde 76 (se også skelet).
Muskulaturen ligger overvejende mod halsens rygside, nakken, svarende til, at de fleste dyr bærer hovedet på en fremstrakt eller foroverfældet hals, hvilket også gælder mennesket i de fleste arbejdsstillinger. Ned over menneskehalsens sideflader strækker sig halsens store skråmuskel, musculus sternocleidomastoideus, opadtil hæftet til kraniet bag ved øret og nedadtil til overkanten af brystben og nøgleben. På halsens forside findes et sæt spinkle muskler, tungebensmusklerne, der dækker skjoldbruskkirtlen og struben, som hos pattedyrene, navnlig mennesket, er højtudviklet som lydgivende organ. Bagved findes svælg og spiserør, og til siderne de store kar til hovedets blodforsyning og vigtige nerveforbindelser mellem hoved og krop. Beskyttet i hvirvelkanalen ligger rygmarven.
Menneskets hals rummer over 30 navngivne muskler, hvoraf navnlig de, der bevæger de øvre nakkeled, er meget præcist styrede og supplerer det mimiske udtryk, fx det næsten usynlige, lille samtykkende nik, et "kast ned nakken" osv. Kvindens hals er normalt slankere end mandens og virker pga. brystbenets lavere stilling også længere, evt. fremhævet af en nedringet (dekolleteret) klædning og smykker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.