hofte

Dybt i regionen ligger hofteleddet (articulatio coxae), en kugleledforbindelse dannet af bækkenets ledskål, acetabulum, og lårbenets ledhoved, caput femoris, der gennem lårbenshalsen, collum femoris, er forbundet med lårbensskaftet. En stærk, fibrøs ledlæbe på ledskålens rand griber ud over ledhovedets ækvator, således at kun voldsomme kræfter kan trække hofteledhovedet ud af led, luxation. Ledkapslen er forstærket af tre ledbånd, som spændes ved bagudføring af låret, således at leddet i den strakte stilling er meget stabilt; i bøjet stilling er kapslen løs, og benet derfor mere frit bevægeligt. Mellem ledhovedet og lårbenshalsen findes, så længe knoglen vokser, et brusklag, epifyseskiven, hvori knoglens længdevækst finder sted.

De fåtallige blodkar til ledhovedet løber langs lårbenshalsen forbi bruskskiven for at træde ind i ledhovedet i en smal stribe langs randen af ledbrusken, suppleret af enkelte små kar, der træder ind i ledhovedets midte gennem en lille streng. Ledhovedets blodforsyning bliver herved sårbar, fx under ekstrem bevægelighed af leddet. Utilstrækkelig blodforsyning menes at være årsag til, at nogle børn, navnlig drenge, rammes af en oftest ensidig tilbagedannelse (degeneration) af hofteledhovedet, kaldet Calvé-Legg-Perthes' sygdom.

At epifyseskiven ligger på skrå i forhold til kropsvægtens belastningsretning, fremkalder en klipspænding i bruskskiven. Hos børn i hurtig vækst omkring puberteten er bruskskiven tyk og mekanisk svag og kan give efter for kropsvægtens belastning, således at hofteledhovedet skrider ned i forhold til lårbenshalsen, såkaldt epifysiolyse. Brud på lårbenshalsen (en brækket hofte) opstår navnlig hos ældre ved fald på siden. Sker bruddet nær ledhovedet, er der en betydelig risiko for, at ledhovedet berøves sin blodforsyning og dør, caputnekrose. Langvarige smerter ved bevægelse i hofteleddet hos ældre skyldes ofte slidgigt, se hofteslidgigt. Akut opståede hoftesmerter kan undertiden stamme fra en stor slimsæk, der er ligger ud for leddets forside under hoftens store bøjemuskel.

Hofteregionen rummer de forreste sædemuskler (musculus gluteus medius og minimus), der spænder sig mellem bækkenets sideflade og et knoglefremspring, trochanter major, opadtil på lårbenet. Musklerne tjener bl.a. til at kontrollere bækkenkipningen under gang. Muskulaturen er dækket af en stærk bindevævshinde (en fascie), fascia lata, som fortil omskeder en mindre muskel (musculus tensor fasciae latae), der opadtil er hæftet til den forreste del af hoftebenskammen, og som ved træk i fascien supplerer sædemusklernes virkning. Hvis trochanter major er unormalt fremspringende, kan den spændte fascie ved visse bevægelser yde en modstand, der overvindes med et smæld, en tilstand, der betegnes springhofte.