hoved

Menneskets kranium præges først og fremmest af den store hjerne, som er indesluttet i det beskyttende neurokranium, hjernekassen, der har et gennemsnitligt rumfang på 1300 cm³ for den voksne kvinde og 1450 cm³ for manden. Gennem nakkehullet, foramen magnum, står hjernen i forbindelse med rygmarven, og gennem flere mindre huller i hjernekassens bund er hjernen via de såkaldte hjernenerver forbundet med sanseorganer, hud og muskler på hoved og hals. Visse mindre dele af hjernekassens bund dannes samtidig med hvirvelsøjlen og anlægges ligesom denne først som brusk, der siden erstattes med knoglevæv.

Den øvrige del af hjernekassen anlægges som knogleplader dybt i huden ved en såkaldt desmal forbeningsproces (se knogle). Disse knogleplader (pandebenet, os frontale; issebenet, os parietale; dele af nakkebenet, os occipitale; kilebenet, os sphenoidale; og tindingebenet, os temporale) er ved fødslen stadig delvis adskilte, således at hovedet kan tilpasse sig en snæver fødselskanal (se fontaneller). I løbet af det første leveår forbindes pladerne kant mod kant i suturer. I hjernekassens bund indgår en del af tindingebenet, det såkaldte fjeldben, der som en beskyttende kapsel omslutter høre- og ligevægtsorganet.

I takt med hjernens vækst gennem barndommen øges hjernekassens rumfang ved tilvækst langs suturerne, samtidig med at en langsom ommodellering ændrer knoglepladernes krumning. Væksten er ikke ligeligt fordelt mellem de forskellige suturer, hvilket giver ophav til forskellige kranieformer, fx kortskalle, brachycephalus, og langskalle, dolichocephalus. Ophører breddetilvæksten på et tidligt tidspunkt langs den længdegående sutur, kompenseres der ved længdevækst, og kraniet bliver langt og kileformet mod issen (bådkranium). Ophører længdevæksten i den tværgående sutur, bliver kraniet kort og højt (tårnkranium). Er hjernens volumentilvækst unormalt stor og langvarig, oftest pga. vand i hovedet (hydrocephalus), lukker suturerne sent eller slet ikke, og hjernekassens volumen kan blive på flere liter.

Den normale hjerne kan inden for vide rammer tilpasse sig en abnorm kraniefacon. I visse kulturer har det været brugt at fremkalde permanente kraniedeformiteter ved stram omvikling eller pres mellem plader af børns hoveder igennem de første leveår.

Ansigtsskelettet er ligesom hjernekassen sammensat af flere enkeltknogler. Overkæbebenet, maxilla, bærer overmundstænderne og danner gulv for øjenhulen samt størstedelen af ganen, hvis bageste del dannes af ganebenet, os palatinum. Kindbenet, os zygomaticum, er sammenvokset med overkæbebenet og strækker sig desuden op mod pandebenet som en del af øjenhulens begrænsning og bagud i kindbensbuen, der som en knoglebjælke strækker sig bagud til tindingebenet. Næsebenet, os nasale, er en lille knogleplade, der former næseryggens øverste del. Sibenet, os ethmoidale, danner den midterste del af skillevæggen og loftet i næsehulen, hvor det består af en lille, tynd knogleplade, der er gennemhullet som en si af lugtenervens tråde. Sibenet danner desuden en større del af indervæggen i øjenhulen, hvis forreste del dannes af tårebenet, os lacrimale, hvori tåresækken er lejret i en lille grube.

Den bageste del af næseskillevæggen dannes af plovskærbenet, vomer, mens den forreste del udgøres af en bruskplade. Underkæbebenet, mandibula, er én sammenhængende, bueformet knogle, der fortil bærer undermundstænderne. Bagtil er den udformet som en stærk knogleplade, der tjener som fæste for tyggemusklerne, og som gennem kæbeleddet er i ledforbindelse med tindingebenets underside. På kraniets underside findes på hver side af næsehulens bageste udgang et fremspring, processus pterygoideus, der er dannet af kilebenet, og som tjener som fæste for nogle af tyggemusklerne.

Underkæbens tyggebevægelser fremkaldes af fire par muskler. Tre af musklerne er mundlukkere: tindingemusklen, musculus temporalis, der udspringer fra kraniets sideflade, tindingen, og hæfter på et næbformet fremspring opadtil på underkæbebenet; musculus masseter, der udspringer fra kindbensbuen og hæfter bagtil på underkæbebenets yderside; samt musculus pterygoideus medialis. Underkæben skydes frem af musculus pterygoideus lateralis.

Mundåbning og tilbagetrækning af underkæbebenet, der ikke kan udføres med nær så stor kraft som de øvrige bevægelser, fremkaldes især af de øvre tungebensmuskler, der spænder sig mellem tungebenet og den forreste del af underkæbebenets inderside. Ved usymmetrisk brug af kombinationer af musklerne fremkaldes sideværts malebevægelser under tygning. Kæbeleddet, der er spinkelt med tynde ledbruske, trykbelastes normalt ikke under tygning, idet trykket bæres af tandrækkerne og fødeemnerne. Nogle mennesker kan under søvn skære tænder med voldsom styrke og slider herved både tænder og kæbeled, der kan blive sæde for smertefulde beskadigelser.

Næsehulen bærer på sidevæggene tre par længdegående, tynde knogleplader, muslingebenene, der er beklædt med en slimhinde rig på kirtler og kar, som tjener til fugtning og opvarmning af indåndingsluften og derved beskytter de nedre luftveje mod udtørring. Fra næsehulen er der forbindelse til flere luftfyldte rum, bihuler, i visse af de tilgrænsende knogler. Pandehulen, sinus frontalis, strækker sig opad i pandebenet og undertiden også bagud i loftet af øjenhulen. Kæbehulen, sinus maxillaris, danner på hver side et stort hulrum i overkæbebenet. Sibenshulerne, sinus ethmoidales, består af mange små kamre i skillevæggen mellem øjen- og næsehule, og kilebenshulen, sinus sphenoidalis, danner et hulrum i den del af kilebenet, der ligger lige bag næsehulen. Ved langvarig hævelse af næsehulens slimhinde pga. virusinfektion som fx forkølelse eller ved allergi hæmmes afløbet fra bihulerne, og der opstår let, navnlig i kæbehulerne og sibenshulerne, en tilstand, hvor bihuleslimhinderne angribes af bakterier, der gror i det indespærrede sekret, bihulebetændelse.

Mundhulen begrænses af læber, kinder, gane og en muskelplade, mundbunden, på hvis overside tungen er fæstnet. Bagtil findes på overgangen til svælget to slimhindefolder, ganebuerne, mellem hvilke mandlerne er beliggende. Til mundhulen er knyttet tre par store og mange små spytkirtler. Den største, ørespytkirtlen, ligger foran øremuslingen i furen mellem halsens skråmuskel og underkæbens bagkant. Dens udførselsgang, Stenos gang, løber fremad og gennembryder kindslimhinden på en lille knop ud for den anden kindtand i overmunden. Underkæbespytkirtlen ligger på indersiden af underkæbebenet ud for midten af dets underkant. Dens udførselsgang munder ud fortil under tungen. Under høj gaben kan spyt herfra undertiden stå i en tynd stråle ud af munden. Tungespytkirtlen ligger langs tungens underside. Den har flere udførselsgange, der danner en række små, knudeformede fremspring under tungen. Ud over de store spytkirtler findes små kirtler overalt i mundhulens vægge samt på tungen.

Neurokraniet dækkes af skalpen, hvis hud, der bærer hovedhårene, er fast nedbundet af bindevævsstrenge gennem underhuden til en underliggende seneplade, som er ganske løst bundet til det underliggende kranium og derfor let løsnes sammen med huden ved fx skalpering. Se også hår.

Den store halspulsåre deler sig ud for tungebenet i to grene: arteria carotis interna, der varetager hovedparten af hjernens blodforsyning, og arteria carotis externa, der gennem et større antal grene forsyner ansigtet, mund- og næsehulen samt de hertil knyttede muskler og kirtler. I hele skalpens underhud findes et net af små arterier. Den livlige blodstrøm heri bidrager formentlig til at holde hjerneoverfladen varm i stærk kulde og er årsag til, at snitlæsioner i skalpen bløder overraskende stærkt.

Ansigtshuden samt næsehulens og mundhulens slimhinder forsynes med følenerver gennem trillingenerven, nervus trigeminus, der har fået sit navn, fordi den starter med tre store afgreninger. En af disse grene forsyner yderligere alle tyggemusklerne. Lugteindtryk, der opfanges af lugteepithelet i næsehulens loft, formidles gennem lugtenerven. Smagsindtryk fra mundhulen formidles gennem særlige smagstråde. Alle de mimiske ansigtsmuskler (se ansigt) forsynes af den samme nerve, nervus facialis, der gennemløber ørespytkirtlen, og alle tungens muskler forsynes af nervus hypoglossus.