Øjenbryn, lat. supercilium, de behårede hudvolde, der findes hos visse pattedyr, herunder mennesket, nedadtil i panden og oven for indgangen til hver af øjenhulerne. Hårene er overvejende rettet ud til siden og tjener til at lede regn og sved fra panden uden om øjet. Øjenbrynshårene er sammen med øjenvipperne de af menneskets hår, der udskiftes hyppigst, ca. hver femte måned. Pandens hudmuskel og øjets lukkemuskel mødes under øjenbrynet, som derved kan ændre form og placering som et vigtigt element i ansigtets mimik (se ansigt).