Irak (Sundhedsforhold), Indtil Golfkrigen brød ud, havde man i Irak haft et fald i dødeligheden pr. 1000 indbyggere fra 23 til 8 (1950-91), formentlig pga. en forbedret levestandard. Fødselstallene faldt i samme tidsrum kun fra 49 til 45 pr. 1000 indbyggere; det resulterede i en årlig befolkningstilvækst på 3,7%. Mødredødeligheden var i 1990 310 pr. 100.000 fødsler, mens børnedødeligheden var 48 pr. 1000 nyfødte. Høj forekomst af mæslinger, polio og difteri tyder på mangelfuld børnevaccination. Sanktionerne efter Golfkrigen i 1991 har uden tvivl haft en meget negativ indflydelse på befolkningens sundhedstilstand.

Tuberkulose forekom hos 4% af befolkningen i 1987. Der rapporteres årlig om mere end 6000 malariatilfælde, og der ses tilfælde af bilharziose og leishmaniasis. 34 aids-tilfælde er indtil 1995 anmeldt til WHO. Det faktiske antal må dog antages at være væsentlig højere.

Læs mere om Irak.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig