Med indvielsen af Københavns Universitet i 1479 blev der også oprettet et medicinsk fakultet, som det var sædvane i middelalderen. I mange år var det kun muligt at erhverve en grunduddannelse, der omfattede fag som teologi, filosofi, græsk og latin. Den praktiske medicinske uddannelse måtte foregå under dyre og langvarige studierejser til forskellige universiteter i Central- og Sydeuropa. Blandt de talrige universiteter, der blev besøgt af danske medicinstuderende, skal især fremhæves universiteterne i Padova i 1500-t. og Basel i begyndelsen af 1600-t. Uddannelsen blev de fleste steder afsluttet med, at den studerende blev promoveret til doktor (dr.med.). I København blev den første læge promoveret til dr.med. i 1544.
Endnu i midten af 1600-t., da internationalt kendte danske læger som Ole Worm, Caspar Bartholin d.æ., Caspar Bartholin d.y. og Thomas Bartholin virkede ved universitetet, var det kun enkelte, der afsluttede deres uddannelse i København. Medicinalforordningen fra 1672 pålagde danskere, der ønskede embeder i riget, at afslutte deres uddannelse ved Københavns Universitet. I 1700-t. var der årlig kun en til to, der afsluttede uddannelsen i København.
Med ændringen af universitetsfundatsen i 1788 indførtes den medicinske kandidateksamen (cand.med.) som afgangseksamen, der gav uindskrænket ret til at virke som læge i "Kongens Riger og Lande". Dr.med. var herefter kun en videnskabelig titel opnået ved disputats. Uddannelsens grundelement var den gennem middelalderen modificerede sygdomsforståelse i form af humoralpatologi helt op til begyndelsen af 1800-t. Undervisningen var teoretisk og især koncentreret om medicinske sygdomme, hvorimod fx kirurgi og fødselssygdomme kun blev doceret i ubetydeligt omfang.
Undervisning, der omfattede patientkontakt, blev først mulig fra 1757, da Det Kongelige Frederiks Hospital i København blev indviet. En formaliseret kirurgisk uddannelse kunne fra 1787 erhverves ved Kirurgisk Akademi. Denne uddannelse blev i 1842 sammenlagt med den lægevidenskabelige uddannelse ved universitetet. Lægeuddannelsen har siden undergået store forandringer i takt med en ændret sygdomsforståelse og den teknologiske udvikling. I 1955 blev de første læger dimitteret fra Aarhus Universitet og i 1972 fra Odense Universitet.
Universitetsuddannelsen har siden slutningen af 1800-t. været opdelt i en teoretisk fase 1 og en klinisk fase 2. Undervisningsministeriet traf i 1998 beslutning om at ændre dette princip ved at indføre en bachelorgrad, som kan opnås på basis af en indledende, blandet teoretisk og klinisk uddannelse på tre år, og nedsætte den samlede studietid fra 61/2 til 6 år ved at reducere pensum til et kernepensum.
De sundhedsvidenskabelige fakulteter har således alle i 2001 indført en studietidsforkortelse til 6 år og i 2006 bachelorgraden efter 3 års uddannelse. De nye studieordninger sikrer en bedre faglig integration mellem de såkaldt basale og de kliniske fag og bygger i langt højere grad end tidligere på problemorienteret undervisning og andre former for studenteraktiverende undervisning. Selvom de studerende tidligt i studiet får indtryk af arbejdet som læge, er den teoretiske del i begyndelsen af studiet fortsat holdorienteret, og den praktiske, kliniske del i slutningen af studiet baseret på undervisning i smågrupper.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.